Det var en flok trætte Brøndby-spillere, der tirsdag formiddag kom traskende ind ad hovedindgangen ved Brøndby Stadion.

For mandagens guldfest endte med at vare helt til den lyse morgen. Det afslører holdets topscorer, Mikael Uhre, dagen derpå.

»Jeg væltede ind ad min hoveddør klokken kvart over 5 i morges,« lyder det fra den trætte angriber, der samtidig forklarer, at han faktisk ikke var den, der sidst forlod mandagens festligheder, som fandt sted på Brøndby Stadion.

»Andreas Bruus kom væltende i badebukser i dag. Jeg ved ikke lige, hvad fanden han havde gang i, men han var i hvert fald længere ude end mig i går. Jeg tror, han tog det første, han kunne finde, hjemme i skabet her til morgen.«

Mikael Uhre var presset dagen derpå.
Mikael Uhre var presset dagen derpå. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hvem gik først kold til festen?

»Jeg tror ikke, der var nogen, der gik kolde i går. Men det forventer jeg, at der er senere.«

Højrebacken Kevin Mensah kunne da heller ikke skjule sine tømmermænd, uanset hvor meget han end prøvede, da han mødte pressen tirsdag.

»Hovedet har det egentlig o.k., men jeg kan se, at nogle af de yngre drenge er lidt mere smadrede end mig. Jeg er nået op i alderen, så jeg ved godt, hvornår jeg skal stoppe, og derfor var jeg hjemme ved tretiden,« forklarede han.

Kevin Mensah var i godt humør efter mandagens triumf.
Kevin Mensah var i godt humør efter mandagens triumf. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Samtidig indrømmer han, at de næste par dage nok ikke kommer til at stå i ædruelighedens tegn:

»I denne her uge skal jeg have procenter i blodet hele tiden. Den må ikke stå på 0,0 på noget tidspunkt. Jeg skal hygge mig med familie, venner og holdkammerater, for det skal virkelig nydes, det her.«

Derfor er der da også allerede planlagt en større fest senere tirsdag, siger Kevin Mensah, der – som en del af holdets festudvalg – har måttet handle hurtigt på grund af den dramatiske guldduel, som først blev afgjort i Superligaens sidste spillerunde.

Mens spillerne havde brug for hovedpinepiller, var det i stedet en frisk og voldsomt stolt Niels Frederiksen, der mødte ind i klubben dagen efter triumfen.

Niels Frederiksen var stolt efter mandagens guldmedalje.
Niels Frederiksen var stolt efter mandagens guldmedalje. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Cheftræneren havde nemlig ikke været en del af den vilde efterfest, fortæller han:

»Jeg fik faktisk ikke noget at drikke herude, da jeg var i bil. Men da jeg kom hjem ved midnatstid, satte jeg mig i sofaen, smed benene op og drak et glas rødvin. Det nød jeg.«

Brøndby IF vandt mandag det danske mesterskab for første gang i 16 år, og dermed kunne guldjublen for alvor bryde løs på Vestegnen.