Alle Brøndby-fans tænker tilbage til 2005 med glæde. Det var det år, Brøndby sidst vandt det danske mesterskab, som de har sukket så meget efter lige siden.

Dengang, da Michael Laudrup stod i spidsen for det hele på Vestegnen, og klubben ikke blot var en titeludfordrer til FC København, men også titelfavorit.

Dengang, hvor drømme ikke blot var noget, der susede forbi i søvnen, men noget, der blev realiseret på Brøndby Stadion. Og nu ønsker Brøndbys hovedaktionær, Jan Bech Andersen, ifølge Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, at se ham tilbage i klubben en dag.

Det afslører Bayram Tutumlu, da BT besøger ham i Barcelona.

»Jan Bech Andersen har spurgt mig om Michael Laudrup, men jeg sagde til ham, at jeg ikke havde fået ham til Barcelona for at snakke om Michael Laudrup, men for at diskutere andre vigtige emner. Jan Bech Andersen fik at vide, at hvis han en dag vil have Michael Laudrup tilbage til Brøndby, skal han begynde at gøre alt rigtig godt,« siger Bayram Tutumlu og tilføjer:

»Jeg sagde til Jan Bech Andersen: 'Hvis du bygger et rigtig godt hold, vil Michael se på, hvordan du gør tingene. Men jeg har ikke fået dig til Barcelona for at snakke om ham, så lad os venligst lade være med det. Det er da Jan Bech Andersens drøm at få Michael til Brøndby,« forklarer Bayram Tutumlu, som slet ikke lod Jan Bech Andersen fortælle, hvad hans tanker var med Michael Laudrup i Brøndby.

Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu (tv.), i Barcelona, hvor han indvilgede i at lade sig interviewe af BTs Farzam Abolhosseini (th.). Det er første gang i 10 år, at nogen er kommet igennem med at interviewe fodboldagenten med de mange internationale forbindelser.
Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu (tv.), i Barcelona, hvor han indvilgede i at lade sig interviewe af BTs Farzam Abolhosseini (th.). Det er første gang i 10 år, at nogen er kommet igennem med at interviewe fodboldagenten med de mange internationale forbindelser.
Vis mere

»Nej, det ved jeg ikke. Jeg bad ham om at stoppe snakken om Michael. For som sagt sagde jeg til ham, at han skulle gøre de rigtige ting, hvis hans ambition en dag er at få Michael Laudrup til Brøndby.

Når de ikke har et bedre hold, ikke er mester eller forsøger at gøre det bedre, så de kan blive det, er der jo ingen grund til at diskutere Michael Laudrup og Brøndby. Hvorfor skulle Michael Laudrup ikke vælge at blive dansk landstræner i stedet for at tage til Brøndby, hvis det er det, han ønsker? Det er jo det, alle i Danmark gerne vil have. Det er Michaels beslutning.

Men man ved aldrig, hvad der sker i fodbold. Det gør ingen,« bemærker Bayram Tutumlu og åbner en dør på klem for, at mange Brøndby-fans' og Jan Bech Andersens drømme kan blive til virkelighed.

BT har været i kontakt med Jan Bech Andersen, men han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.