Han var helt ude at hænge i vandrørene, og afskeden til fodbolden føltes som at blive forladt af konen.

Den tidligere superligamålmand Mads Toppel fortæller nu om, hvordan hans karrierestop i 2017 gav ham store personlige problemer.

Det skriver Spillerforeningen. Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra AGF's sejr over Brøndby fra sidste weekend

En redning for Mads Toppel blev, at han er uddannet vvs'er og altid har haft brug for at bruge sine hænder og sin uddannelse ved siden af fodbolden, fortæller han. Men fodboldstoppet var stadig svært:

»Det føltes lidt ligesom at miste en kæreste. Eller at blive forladt af konen. Det er som at miste noget familie, for det har været ens familie, og den er lige pludselig væk. Det har været mærkeligt. Det har været helt vildt mærkeligt,« siger han til Spillerforeningen.

Mads Toppel farvel til topfodbolden var ikke frivillig. Det kom sig af, at han skar sig i fingeren, da han var ved at udskære en mørbrad. Der gik stafylokokker i såret, og målmanden fik ordineret en penicillinkur. Det var der dog en ven, der fik ham talt fra, da vennen frygtede, at han ville miste fingeren eller hånden sågar.

Toppel blev opereret, mistede ikke finger eller hånd, men karrieren var forbi. I dag arbejder han med sin uddannelse som vvs'er.

»Tre måneder efter mit karrierestop, da jeg lå nede i en krybekælder og skiftede rør, tænkte jeg: 'Hvad fanden laver jeg her, mand? For tre måneder siden spillede jeg mod Panathinaikos. Nu ligger jeg her og skruer rør. Hvad fanden er det for noget?'«

Mads Toppel har superligaerfaring fra både Randers FC, OB og Brøndby IF. Han stoppede karrieren som 34-årig i januar 2017. Han er nu 36 år.

Toppel nåede som skrevet at spille i flere danske topklubber, ligesom han var i Tromsø i Norge. Han har også to U21-landskampe på cv'et.

Mads Toppel er ikke den eneste, der har det svært efter endt karriere. Det har flere spillere gennem tiden udtalt, og derfor har blandt andet Spillerforeningen en ordning, der hjælper de pensionere boldspillere.

Foreningen skriver blandt andet på deres hjemmeside, at 'kun omkring 5 % af de spillere, som stopper deres fodboldkarriere hvert år, kan 'optages' af branchen (fodboldbranchen, red.) i andre jobs'.

En af dem, der er stået frem og fortalt om sin post-fodboldnedtur, er Brøndby-ikonet Per Nielsen, der blev ramt af blandt andet depression, efter han stoppede på topplan. Det kan du læse om her.