Michael Almebäcks tid i Brøndby blev ikke lykkelig. Langt fra. Men nu er det snart slut for svenskeren, der vender hjem til den bedste række.

Forsvareren, der senest har været udlejet til Esbjerg, skifter ifølge svenske SportExpressen til Örebro. Her har Almebäck tidligere haft succes, inden han i 2011 blev solgt til Club Brugge. Og nu er han formentlig snart tilbage i Sverige.

»Jeg kan ikke sige noget officielt endnu. Men efter Michael Almebäck vendte tilbage fra lån, har vi fem midterforsvarere i truppen. Det er ikke umuligt, at Michael forlader klubben,« siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til SportExpressen.

Michael Almebäck ser dermed ud til at forlade Brøndby, hvor han nåede at spille 16 kampe. Almebäck forventes at fuldende sit skifte og blive endelig præsenteret i næste uge.