Når det finske landshold i juni skal spille to vigtige testkampe, bliver det uden de to Brøndby-profiler Teemu Pukki og Paulus Arajuuri.

Deres arbejdsgiver, de danske sølvvindere, har nemlig valgt at takke nej til, at de to spillere kan deltage i testkampene mod Rumænien og Hviderusland.

Det bekræfter Lennart Wangel, som er teamchef for det finske landshold, over for BT. Han fortæller, at landstræner Markku Kanerva var i Brøndby for at overvære holdets sidste sæsonkamp mod AaB.

Her forhandlede han med Brøndby-ledelsen, men fik et nej til, at de finske spillere kan deltage i de kommende landskampe.

»Eftersom det her ikke er officielle internationelle kampdatoer, så er klubberne i deres gode ret til at sige nej. I dette tilfælde sagde Brøndby, at spillerne har brug for at hvile,« siger Lennart Wangel.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere
Foto: Claus Fisker
Vis mere

Modsat Brøndby har de danske mestre fra FC Midtjylland ladet deres to finske profiler, Tim Sparv og Markus Halsti, tage hjem og spille med Finlands landshold. Også den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky er med i truppen.

Landstræner Markku Kanerva ærger sig over situationen, som betyder, at han må undvære to de nøglespillere i de to testkampe, som Finland skal bruge frem mod efterårets kvalifikationskampe til EM i 2020.

»Vi forhandlede længe med Brøndby, men hverken Pukki eller Paulus Arajuuri kommer til at slutte sig til denne trup. Der er et ret stort antal afbud denne gang. I alt er det 11 spillere, som hører til i landsholdstruppen, som ikke kunne være med ef den ene eller anden årsag. Det har jeg aldrig prøvet før,« siger han til det finske medie Yle Sporten.

Foto: Gent SHKULLAKU
Vis mere

Særligt situationen omkring Brøndby-topscorer Teemu Pukki og Brøndby er speciel, da den 28-årige angriber officielt har sagt farvel til klubben, da hans kontrakt med de blå-gule løber ud her til sommer.

Dermed kan han frit forhandle med andre klubber. Brøndby-sportschef Troels Bech drømmer dog fortsat om at forlænge med Pukki.

»Teemu har haft masser af muligheder for at gå til et alternativt tilbud. Det har han ikke gjort. Vi har også haft masser af muligheder for at droppe det og gå på en anden angriber. Det har vi ikke gjort,« sagde han til BT for en uge siden.

Ifølge BTs oplysninger overvejer den finske topscorer udenlandske tilbud, der er langt mere lukrative, end hvad Brøndby er i stand til at tilbyde.

Brøndby IF meddeler til BT, at klubben ingen kommentarer har til sagen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere