Esbjerg var ikke længe om at finde en afløser for Nicki Bille, der netop er blevet solgt til polske Lech Poznan.

Vestjyderne har lejet angriberen Ronnie Schwartz for resten af denne sæson i Brøndby IF, der i forvejen har lejet 26-årige Schwartz  i franske Guingamp.

Og den tidligere så målfarlige 'plaffeminister' er lettet over at skifte til en klub, der vil bruge ham på hans favoritposition.

»Esbjerg spiller den form for fodbold med et 4-4-2-system, som jeg gerne vil spille og kan udvikle mig bedst i. I Brøndby har jeg mest spillet kant, hvilket ikke er min favoritposition, for jeg føler, jeg er bedst på toppen,« fortæller Ronnie Schwartz til Esbjergs hjemmeside.

»Opholdet i Frankrig udviklede sig ikke, som jeg havde håbet på, men på det personlige plan lærte jeg meget af modgangen og den manglende spilletid. Det er den succes, jeg håbede at opnå i Guingamp, som jeg nu jagter ved at spille mange kampe og score en masse mål for Esbjerg.«

Og Esbjergs cheftræner, Jonas Dal, er også begejstret for at få en rendyrket angriber i truppen.

»Som afløser for Nicki Bille er vi gået efter en fuldblodsangriber og dybdeløber, der bevæger sig ind i straffesparksfeltet og afslutter. Ronnie Schwartz er angriber med stort A, han arbejder hårdt og placerer sig hele tiden på kanten af offside og trykker modstandernes forsvar,« siger Jonas Dal.

Schwartz har tidligere spillet i AaB og Randers. Det var i sidstnævnte, at han fik sit gennembrud. 37 mål i 79 optrædender banede vejen for et udlandsophold i den franske Ligue 1.