Brøndbys nye investorer, Jan Bech Andersen, understreger, at han ikke er en ny Kasi-Jesper. Han har spyttet penge i Brøndbys klubkasse som en langsigtet investering

- Som fan af Brøndby er jeg træt af at stå på hovedet, når jeg skal se, hvor klubben ligger i tabellen.

Før i dag var det nok de færreste, der kendte Jan Bech Andersen. I dag har den London-baserede forretningsmand dog for alvor gjort sit navn kendt, der blandt andet har tjent sine mange millioner i shippingbranchen.

65 mio. kr. har han givet tilsagn om at investere i Brøndby i forbindelse med en aktieudvidelse. Men selvom han er en stor fodboldfan, og han er træt af at se Brøndby i bunden af tabellen, lægger han vægt på, at han ikke er en ny Kasi-Jesper, der med store armbevægelser vil ændre Brøndby på et splitsekund.

- Jeg har stor respekt for Jesper Nielsen, men jeg er investor, og han var sponsor. Jeg bor desuden i London nu, og her har jeg tænkt mig at blive boende. Så jeg får ikke noget med den daglige drift at gøre. Det styrer den daglige ledelse, og de har lagt en plan, som vi følger, siger han og fortæller, at de 65 mio. ikke skal ses som en gave.

Det er en investering, han forventer at tjene penge på:

- Jeg har gjort det her med investering for øje. Brøndby er et stort brand, der har et uudnyttet potentiale. Det er en langsigtet investering, som det godt kan være, det kommer til at tage fem, syv eller ni år, før jeg kommer til at tjene på. Men giver I os lidt tid, skal vi også nok levere.

På pressemødet blev han spurgt, om han er klar til at investerer flere penge i Brøndby, hvis der bliver brug for det:

- Ej, der må vi lige vente. Økonomisk ansvarlighed er vigtigt for mig, så jeg håber ikke, det bliver nødvendigt, lød det med et grin.

For de 65 mio. kr. får Jan Bech Andersen mellem 26 og 29 procent af aktierne i Brøndby.