»Det var den værste følelse, jeg har haft i Brøndby-trøjen rent spillemæssigt.«

Så kontant lyder meldingen fra Brøndbys midtbanekriger Kasper Fisker efter søndagens nederlag til Sønderjyske. Se højdepunkter fra kampen øverst i artiklen

»Der var også nogle slag sidste år, da vi ikke vandt mesterskabet, men det var lidt på en anden måde. Det var en skuffelse og en ærgrelse, hvor søndag mere var en skuffelse mod én selv og mod holdet, at man underpræsterede på den måde. Det var et hårdt slag at se Brøndby spille på den måde,« siger Kasper Fisker til B.T. Sport.

Manglende energi og viljen til at mose på – uanset hvad der stod på tavlen – påpeger han som nogle af problemerne.

Og der skal forsvares bedre, siger Kasper Fisker, der kalder måden, Brøndby spiller på, for 'en form for kaosfodbold'.

Men det skal være disciplineret kaos, og samtidig føler Kasper Fisker ikke, at Brøndby forsvarede med hjertet søndag aften.

»Det er især med måden, vi spiller på – det er risikofyldt, og det kræver, at man er der hundrede procent. Det skal man være hver gang, og er man ikke det, så vil man få chancer imod sig. Det ved man bare. Når vi står så højt, kræver det, vi ikke undervurderer nogen situationer rent defensivt. Det synes jeg, vi gjorde i går. Det, der gør det endnu værre, er, at vi før har spillet kampe, hvor vi kom bagud og har lukket dumme mål ind, og så har vi most vores modstander og er måske alligevel endt med at komme igen og vinde. Det, der gør det skidt i år, er, at det ikke lykkes os at vende det hele,« siger Kasper Fisker.

Han har været på Vestegnen knap halvandet år og er en del af en hverdag med hård træning og en hård spillestil.

Sønderjyske vandt på Brøndby Stadion søndag aften.
Sønderjyske vandt på Brøndby Stadion søndag aften. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og at det er hårdt, kan mærkes særligt meget, føler han, i svære perioder som den lige nu.

»Det føles ekstra hårdt, men det er også fedt, at man kan få lov til at arbejde sig ud af tingene i stedet for bare at have ondt af sig selv. Jeg ser det som en styrke, at vi får lov til at arbejde for pengene herude. Det synes jeg er en fed følelse. Vi får sgu at vide, når det ikke er godt nok, og så skal vi på med arbejdshandskerne. Vi er ikke nogle små forkælede drenge, der ikke kan lide, når det gør ondt, og ikke gør, hvad vi kan. Tværtimod. Vi vil gerne arbejde hårdt for det og kæmpe alt, hvad vi kan for klubben og holdet,« siger Kasper Fisker.

Netop fordi spillestilen er, som den er, kan det mærkes på hele holdet, hvis blot én eller to underpræsterer.

»Det kræver meget energi. Hvis der er nogen, der trækker energien ud af holdet, er det negativt. Og i Superligaen er der ikke ret mange procenter mellem holdene,« siger Kasper Fisker.

Brøndbys Hany Mukhtar scorede til 2-1, men Brøndby måtte se sig slået med 2-4.
Brøndbys Hany Mukhtar scorede til 2-1, men Brøndby måtte se sig slået med 2-4. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han erkender, det er en svær tid, og at klubben også havde lidt problemer i sidste sæson, som perioden lige nu kan sammenlignes med.

Samtidig føler han også, at det, der skete sidste sæson, har gjort klubben stærkere.

Og Kasper Fisker understreger, at det glippede mesterskab ikke har sat sig i spillerne.

»Det synes jeg bestemt ikke. Selvfølgelig er vi klar over situationen, og det skal vi også være. Selvfølgelig føler vi os pressede til at vinde, for vi skal vinde nogle fodboldkampe. Men jeg føler, at det pres er et, vi tager med hver eneste dag på træningsbanen ved at arbejde endnu hårdere til kampen mod AGF,« siger Kasper Fisker.