Kasper Fisker er kendt som en glad, engageret og hårdtarbejdende profil i Superligaen for Brøndby IF.

Men siden sin slemme knæskade, som han løb ind i i starten af denne sæson i august sidste år, har han i perioder været nede mentalt og plaget af smerter, hvorfor han har måttet lade sig medicinere ud af nedturen.

»Jeg har været et meget mørkt sted i forhold til min karriere. Jeg har døjet rigtig meget med mit ben og har haft mange smerter. Og jeg har været et halv – hvis ikke helt – depressivt sted. Primært på grund af smerter og søvnmangel,« fortæller den 32-årige midtbanespiller ærligt i et stort interview med Spillerforeningen.

Fiskers skadessituation har været særligt slemt timingsmæssigt, da han har gang i sin sidste sæson for Brøndby IF. En klub, han synligt og åbent er vild med at spille for. Efter sæsonen løber hans kontrakt med klubben ud.

Henning Bagger

Kasper Fisker uddyber:

»I forhold til min depressive periode har jeg taget en masse medicin. Faktisk antidepressiv medicin og sovemedicin. Det var hårdt at erkende, at man skulle tage det. Jeg havde meget svært ved, at jeg skulle dope mig med medicin, så det var svært mentalt at skulle gøre det. Jeg fik ikke antidepressiver på grund af depression, jeg fik det på grund af nervesmerter. Det er væsentligt at notere sig.«

Den jyske midtbanespiller er ved at være spilleklar igen og har ligesom en lang række andre spillere i Superligaen som følge af corona-krisen med kontraktudløb 30. juni fået forlænget sin kontrakt med en ekstra måned.

Den vil han bruge til at spille sig til en ny kontrakt med Brøndby IF, siger han.