Brøndbys tyske forsvarsprofil Benedikt Röcker bliver nu sendt til udlandet for at blive undersøgt for problemer med hovedet.

Det oplyser klubbens sportsdirektør Troels Bech.

»Benedikt Röcker oplyste os i forgårs, at han på det seneste har oplevet enkelte problemer med sit hovede af mulig kognitiv karakter. Derfor tog vi ham ud af truppen til torsdagens kamp og holder ham også ude af søndagens trup, der skal møde Esbjerg fB. Vi arbejder tæt sammen med Bene på at diagnosticere det, og vi sender ham til Tyskland i næste uge for at blive undersøgt af en specialist,« siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

Den tyske forsvarsspiller var senest i aktion for Brøndby den 12. august, da klubben mødte F.C. København i Telia Parken.

Benedikt Röcker var derimod ikke med mod Spartak Subotica torsdag aften, og allerede efter kampen meddeltet Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger, at forsvarsspilleren heller ikke er med søndag mod Esbjerg fB netop på grund af hovedproblemerne.

Og nu bliver Röcker altså sendt til Tyskland.

»Vi håber, at det kan give en afklaring, så en eventuel behandling kan påbegyndes hvis nødvendigt. Bene er naturligvis frustreret over at gå glip af en række kampe, men det vigtigste lige nu er, at vi får stillet den rigtige diagnose, så Bene og vi ved, hvordan vi eventuelt skal behandle det, og det håber vi, at specialisterne i Tyskland kan hjælpe med,« siger Troels Bech.

Benedikt Röcker (tv.) spillede kampen i Parken mod F.C. København den 12. august men var ikke med torsdag aften mod Subotica.
Benedikt Röcker (tv.) spillede kampen i Parken mod F.C. København den 12. august men var ikke med torsdag aften mod Subotica. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Udover kampen mod Esbjerg søndag venter der i nærmeste fremtid også to playoff-kampe til Europa League mod belgiske Genk for Brøndby.