»Lørdag aften blev jeg spurgt, om jeg kunne hente en veninde til en fest, der havde brug for at komme hjem, og det sagde jeg ja til.«

Sådan indleder Brøndby-spiller Anis Ben Slimane sin forklaring af en situation, som er endt med at koste ham en bøde.

Det forklarer han til Brøndby Indefra.

Den unge midtbanemand har nu fået en bøde af sin klub for at overtræde forsamlingsforbuddet.

Anis Ben Slimane accepterer den bøde, han har modtaget for sin corona-overtrædelse.
Anis Ben Slimane accepterer den bøde, han har modtaget for sin corona-overtrædelse. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Da jeg holder nede foran lejligheden, kan jeg ikke få kontakt til min veninde, så jeg går op i lejligheden. Da jeg træder ind, kan jeg se, at der er en masse mennesker, og jeg får derfor hurtig fat på hende, så jeg kan køre hende hjem, men på vej ud ad døren bliver vi bedt om at blive i lejligheden af politiet, der i mellemtiden er mødt op,« siger den 19-årige spiller og fastslår, at han tager det fulde ansvar for bøden.

Beslutningen om at gå ind i lejligheden var ikke gennemtænkt erkender han, og i samme ombæring har han undskyldt over for holdkammerater, træner Niels Frederiksen og sportschef Carsten V. Jensen.

Den undskyldning har Brøndby taget imod.

»Vi har accepteret Anis forklaring og undskyldning, og vi har benyttet lejligheden til at understrege vigtigheden over for truppen, at vi hver især skal tænke os om i forhold til det ansvar, vi alle har i at undgå en eventuel smittespredning,« siger Carsten V. Jensen.

Mandag blev Anis Ben Slimane testet negativ for covid-19, men Brøndby-talentet kommer ikke til at træne med sine holdkammerater før en eventuel negativ test onsdag morgen.