Den ene vigtige kamp efter den anden.

Det er virkeligheden for både Brøndby og FC Midtjylland i øjeblikket. Torsdag er Superligaen så på standby, når de to hold (igen) tørner sammen i semifinalen af pokalturneringen.

Forsvarsklippen Benedikt Röcker glæder sig over de mange vigtige kampe, som de gulblusede i øjeblikket er en del af.

»Det er fedt med mange kampe mod gode modstandere. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange vigtige og svære kampe i træk. Men det er sjovt, og hver uge har vi to eller tre afgørende kampe,« siger tyskeren til klubbens hjemmeside.

Brøndby må i øjeblikket anses som at være favoritter til at vinde det danske mesterskab. De er i øjeblikket fem point foran konkurrenterne fra FC Midtjylland, som Alexander Zornigers tropper i torsdags besejrede, da de vendte 0-2 til 3-2. Den kamp kan du se højdepunkter fra øverst i artiklen

Brøndby var i pokalfinalen i seneste sæson, og det er derfor noget, som Benedikt Röcker og resten af Brøndby-mandskabet gerne vil stå i igen.

»Det er noget specielt at stå i en finale. Og står man i finalen. gør man også alt for at vinde den. Men først skal vi forbi FC Midtjylland, og det bliver endnu en svær opgave. Vi har slået dem flere gange i denne sæson, ja, men det skal vi ikke fokusere på. Vi skal fokusere på at slå den igen på torsdag,« siger den 28-årige forsvarsspiller.

Torsdagens pokalsemifinale mellem de to guldfavoritter spilles på Brøndby Stadion. Kampen fløjtes i gang klokken klokken 18.30.