Efter sidste sæson havde Brøndby helt glemt, hvordan det egentligt føles at tabe til rivalerne fra FC København. Nu kan de mærke det, og det er ikke rart.

»Det var ikke en ufortjent sejr til dem, og vi står tilbage med dyb skuffelse,« siger Lasse Vigen.

Midtbanespilleren er i gang med sin anden sæson i Brøndby, og Vigen har aldrig tabt til FCK i hans Brøndby-tid. Faktisk rendte han sammen med sine holdkammerater rundt med så stor en tro på egne evner, at det gennemsyrede hele sidste sæson. Og Brøndby var nået dertil, hvor kampene mod FCK ikke blev imødegået i frygten for at falde igennem, som det i perioder har været tilfældet tidligere, men i stedet betragtede Brøndby opgørene mod rivalerne som en oplagt mulighed for at ligge afstand til konkurrenterne.

Rasmus Falk (33), FC København og Josip Radosevic (22), Brøndby IF, under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12. august 2018. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2018)
Rasmus Falk (33), FC København og Josip Radosevic (22), Brøndby IF, under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12. august 2018. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2018) Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»FCK var lysår foran os i dag, og de vandt fortjent. Der skal bare mere til, før magtbalancen igen tipper helt over på deres side. Vi må sørge for, at der skal mere til end ét nederlag.«

Havde i tidligere et mindset, der gik på, at i bare ikke kunne tabe til dem?

»Jo. Men det er også et andet FCK-hold nu. Det er mere sammentømret, og de har spillet gruppen bedre til. Vi så også i de sidste kampe mellem os i sidste sæson, at det allerede der blev tættet og tættere mellem os,« siger Lasse Vigen, der tydeligt fornemmede en ændring hos FCK.

»Jeg kan mærke, at der er flere spillere, der spiller med selvtillid hos dem,« siger han.

Det gav sig også til udtryk på banen. I hvert fald sad FCK på kampen i store perioder, og reelt kunne hjemmeholdet have lukket kampen, hvis Viktor Fischer havde scoret på en gigantisk chance i begyndelsen af anden halvleg. I stedet for sparkede Ante Erceq Brøndby på 1-1, og kort tid efter kunne Brøndby sågar have gjort det til 2-1. På det tidspunkt var opgøret åbnet. Nu endte FC København så med at løbe med sejren.

Spillerne fra FC København fejrer sejren, under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12. august 2018. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2018)
Spillerne fra FC København fejrer sejren, under Superliga-kampen mellem FC København og Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12. august 2018. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2018) Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»Vi var for passive i mange situationer, og vi mistede for mange bolde i vores omstillinger. Vi spillede ikke bolden nok fremad, men derimod tilbage, og så endte vi i deres pres. Så vi skabte to chancer i første halvleg, hvor der blev dømt offside, og det antal skulle have været højere,« siger Alexander Zorniger.

Tyskeren kendte naturligvis indgående til Solbakkens planer, alligevel formåede han og Brøndby ikke at lukke ned for rivalerne.

»I anden halvleg lykkedes vi med mere, og vi var mere modige. Nu skal vi analysere, hvorfor vi giver det andet mål væk så nemt, når vi kender til det mønster med en lang bold på deres angriber, der lægger den af,« siger Zorniger.

Kunsten for Brøndby er hurtigt at få nederlaget ud af systemet. Der er ikke plads til at hænge.

»Vi skal kunne komme videre fra det her. Det gælder både os som hold og som individer. Der kommer rigtig mange kampe i den kommende tid, så vi har ikke tid til at falde i niveau,« siger Lasse Vigen.