En forsvarsforstærkning kan meget vel være på vej i Brøndby IF, som pønser på at forstærke sig med den tidligere FC Midtjylland-komet Bubacarr Sanneh.

Det kunne B.T.'s podcast 'Transfervinduet' fortælle i sidste uge, og nu forholder fodboldekspert Per Frimann sig positivt til udsigten til, at den stærke gambianer vender retur til Superligaen efter et mislykket ophold i Anderlecht.

»Jeg tror, at det er rigtig realistisk. Han har haft det utrolig svært i Anderlecht. Og man vil utrolig gerne leje ham ud,« siger Per Frimann til TV3 Sport.

Bubacarr Sanneh blev købt for svimlende 60 millioner kroner i august 2018 af den belgiske storklub, som Frimann har spillet i og har tætte forbindelser til.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sanneh har dog floppet i stor stil i Anderlecht og siden også i tyrkiske Göztepe, som han er udlejet til i dette efterår.

»Det er svært at forklare, hvorfor han er gået så meget ned i Belgien, for han var helt fantastisk i FCM. Han har haft nogle problemer dernede, blandt andet med at føre bolden frem og med sin teknik,« siger Frimann og fortsætter:

»Men jeg tror, at Brøndby kan bruge ham. Han er en spiller, som Niels Frederiksen kan arbejde rigtig godt med, hvis han kom til klubben.«

Brøndby IF overvejer, ifølge B.T.s oplysninger, i første omgang muligheden for at leje Bubacarr Sanneh. Det kræver dog, at Brøndby IF formår at sælge midterforsvarer Hjörtur Hermannsson, som efter tre et halvt år i den gule trøje er klar til nye græsgange.