En trøjesponsor, som ikke vil have sit navn på trøjen. Så har man hørt det med.

Fra næste sæson og tre år frem kommer Brøndby IF til at skille sig markant ud blandt andre fodboldklubber ved ikke at bære klubbens trøjesponsors navn eller logo på brystet af trøjen.

Det er udfaldet af den treårige aftale, som Superliga-klubben har lavet med deres nye storsponsor, Oddset, som er et bettingbrand under Danske Spil.

»Danske spil lader hovedeksponeringen foran på trøjen stå tom i de tre år. Det er en måde for dem og os at vise en ansvarlig tilgang til spil, gambling og betting,« forklarer Brøndby-direktør Ole Palmå om den usædvanlige sponsortilgang.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han siger, at Brøndby og Danske Spil er bevidst om, at betting er en varm kartoffel i fodbolden og sportens verden i de her år, hvor spiludbydere har gjort deres indtog som sponsorer af klubber, stadioner, spillere og kampe på tv.

Den store eksponering kan føre til øget spilafhængighed, mener eksperter og kritikere.

Det har man reageret på i England ved fra 2026-sæsonens start at forbyde spiludbydere og lignende som primær trøjesponsor i Premier League, hvor otte ud af 20 klubber i denne sæson bærer bettingfirmaer på brystet.

Debatten har også bredt sig til Danmark, hvor eksempelvis Center for Ludomani og stemmer i Folketinget taler for et lignende forbud. Skatteministeriet anslår, at op mod en halv million danskere i 2021 havde en eller anden grad et pengespilproblem.

Ole Palmå, hvordan forholder I jer i Brøndby til den debat?

»Forbud er ikke vejen frem. Vi tror på regulering, og vi tror på, at vi alle har et ansvar, bettingselskaber, myndigheder og fodboldklubber, for at lave de tiltag, så det her foregår på en ansvarlig og reguleret måde. Derfor går vi sammen med Danske Spil. De går forrest i alt, hvad der er i udviklingen i forhold til ansvarlighed og sund spilkultur. Det er også vores tilgang i Brøndby – at vi gerne vil tage ansvar.«

Hvorfor er det en opgave for en fodboldklub – hvorfor har I ikke bare fundet en anden sponsor, som ikke er en spiludbyder?

»Vi synes, det er en vigtig debat. Vi er en del af hele fødekæden: Der bliver spillet på vores kampe, det er en del af fodboldmiljøet. Vi ser et ansvar for at italesætte ansvarligt spil.«

Ole Palmå
Ole Palmå Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad er så pointen med at have trøjen fri for sponsornavnet?

»Tanken er, at vi nu i stedet kan bruge trøjeeksponeringen til andre kampagner og budskaber om sund spilkultur eller eksempelvis noget helt andet som ‘fodboldtrøjefredag’, der er et tiltag, der støtter børnecancerforebyggelse. Men der kommer ikke til at være spilbudskaber eller reklamer for betting i de kommende tre år.«

Er det ikke et paradoks, at man vil tale ansvarlighed i forbindelse med gambling samtidig med, at man laver en millionaftale med et spilfirma?

»Det er sandt, at det fylder meget i debatten. Men der er mange, der har et ordentligt forhold til at spille, som hygger sig med og har det sjovt med at spille, og som ikke har et problem med det. Det skal vi have frem. Det er bedre at få det frem i lyset end at gemme det væk. Det handler om at fremme en sund og positiv spilkultur.«

Hvilke tanker gør du dig om en eventuel modvilje fra fans omkring dette sponsorat?

»Vi håber på det modsatte – at der vil være en anerkendelse og respekt for, at vi ønsker at tage ansvar. Vores ønske og formål med det her er at vise, at vi tager ansvar. Det her er vores stemme i debatten. Det håber jeg, der vil være anerkendelse for.«

Med det nye sponsorat erstatter Oddset det nordiske designeroutlet Booztlet.com, som siden 2021 har prydet Brøndbys trøjer.

Den nye aftale, som giver et ukendt millionbeløb i kassen, betegnes af Ole Palmå som værende ‘attraktiv’ og ‘på markedsvilkår’.

I Superligaen har også FC København og Lyngby et bettingfirma som primær sponsor på brystet af spillertrøjen.