Den 26-årige venstreback Anthony Jung har fået en fast aftale med Brøndby frem til sommeren 2021.

Det meddeler den danske fodboldklub på appen Brøndby Indefra.

Sportsdirektør Troels Bech er meget tilfreds med at have sikret sig Anthony Jung.

»Det har været en prioritet for os at få tilknyttet Anthony Jung på en fast kontrakt, efter han leverede et rigtig stærkt forår. Derfor er vi glade for, at vi kunne nå til enighed med RB Leipzig om et køb,« siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

Dermed sikrer klubben sig endnu en spiller fra Tyskland, efter det tidligere på ugen blev offentliggjort, at klubben hentede tyske Dominik Kaiser, der i sidste sæson tørnede ud for Bundesliga-klubben RB Leipzig.

26-årige Anthony Jung spillede i sidste sæson i Brøndby på en lejeaftale fra netop RB Leipzig.

Backen havde kun et halvt år tilbage af sin kontrakt med den tyske klub, og derfor har de to klubber kunnet blive enige om en aftale, der sikrer Jung til Vestegnen permanent.

Dermed kan Anthony Jung se frem til at konkurrere med landsmanden Björn Kopplin om spilletid på venstre back. Tidligere var Svend Crone en del af konkurrencen, men han er netop skiftet til Silkeborg.

Den 26-årige venstreback spillede i sidste sæson 34 kampe og scorede et mål for klubben.

Brøndby åbner sæsonen, når de den 16. juli møder Randers FC.