Brøndby ønsker ikke at være en del af den fælles medie-aftale, som de 11 øvrige Superligaklubber er blevet enige om.

Brøndby har tidligere meddelt, at økonomien ikke er god nok i den kollektive aftale, og nu tager klubben altså konsekvensen og melder sig ud af fællesskabet. Derfor er de ikke en del af forhandlingerne om Superligaens nye tv-aftale, der træder i kraft fra 1. juli 2015.

Ifølge Brøndby-formand Aldo Petersen har klubben ikke set andre udveje end at trække sig fra forhandlingerne.

- Vort ønske har hele vejen været en fælles aftale, men det har desværre ikke været muligt. Vi har forgæves forsøgt at vinde genhør for det synspunkt, at fordelingen af indtægterne i forbindelse med den næste tv-aftale i højere grad skal baseres på, hvem der står stærkest hos seerne. Vi synes ikke, at det er fair at en klub som Brøndby IF, der har de bedste seertal og er den mest populære klub hos tv-stationerne, i sidste sæson blot blev nummer seks på listen over fordelingen af tv-midler. Det betød, at Brøndby IF i sidste sæson fik under 8% af de uddelte midler, siger Aldo Petersen i en meddelelse på klubbens hjemmeside.

- Fakta er, at Superliga-klubbernes popularitet er til afstemning hver eneste uge i Danmark hos tv-seerne. Her viser al erfaring og tilgængelig data, at Brøndby IF er den mest populære klub herhjemme. Vi har appelleret til, at dette forhold skulle afspejles i en ny tv-aftale i forhold til fordelingsnøglen blandt klubberne. Dét synes vi er rimeligt. I en tv-aftale sælger man evnen til at få seere. Hvis AGF, AaB eller FC Nordsjælland får flest seere, skal det selvfølgelig også honoreres, fortsætter Aldo Petersen.

Brøndby-formanden understreger, at han stadig håber på en kollektiv aftale, men lige nu vil klubben se tiden an og undersøge, hvilke muligheder de har for på egen hånd at sælge rettighederne til deres kampe.

- Da det ikke lykkedes at nå til en indbyrdes forståelse, er vi nu nødt til at indlede en proces med det formål at undersøge, hvordan Brøndby IF i givet fald kan sælge rettighederne til vores hjemmekampe i Superligaen. Det er Brøndby IF’s vurdering på nuværende tidspunkt, at en sådan aftale vil forbedre vilkårene for selskabet, siger Aldo Petersen.

I Divisionsforeningen fokuserer direktør Claus Thomsen ikke på Brøndbys fravalg, men glæder sig i stedet over, at sammenholdet blandt de øvrige klubber er tilfredsstillende.

- At 11 ud ad af 12 klubber kan stå sammen om et fælles salg med en længerevarende horisont viser, at sammenholdet, solidariteten og de strategiske visioner i Superligaen over en bred kam har det rigtig godt, siger Claus Thomsen og fortsætter:

- Klubberne har underskrevet en aftale, hvor fordelingen af indtægterne hviler på tre søjler: Solidaritet, sportslige resultater og den mediemæssige markedsværdi. Det er en optimal kombination, der giver god grobund for Superligaens professionelle udvikling sportsligt såvel som kommercielt.