Vi advarer mod billeder i bunden af artiklen, som kan være voldsomme for nogle mennesker.

En Brøndby-fan søger vidner til en voldshandling, der er fundet sted i et S-tog efter kampen mellem FC København og Brøndby søndag aften.

Søren Svendsen hedder Brøndby-fanen, der i et opslag på Facebook beskriver, hvordan han og en kammerat blev overfaldet af en større gruppe personer ved Nordhavn Station.

Omkring klokken 19.28 stiger Søren Svendsen på toget ved Svanemøllen Station, hvorefter toget holder ved Nordhavn.

Her stiger en gruppe på mellem 25 og 30 personer på toget, der ser Søren Svendsen og hans kammerat, hvorefter de påfører sig maskeringer og banker løs på de to Brøndby-fans.

I Facebook-opslaget beskriver Søren Svendsen gruppen af mennesker som 'hvidklædte' og 'FCK-fans', men B.T. har ikke været i kontakt med Søren Svendsen og kan således ikke bekræfte, at der er tale om folk med tilknytning til FCK.

Det kan vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix heller ikke søndag aften. Han bekræfter dig, at man har fået en anmeldelse fra en person, der er blevet overfaldet i et S-tog, og at man undersøger og behandler sagen som enhver anden voldssag. Han kan dog ikke bekræfte, at der med sikkerhed er tale om den samme situation.

I opslaget beder Søren Svendsen om hjælp fra vidner, der har set gerningsmændene, ligesom han i opslaget retter henvendelse mod Ekstra Bladet og B.T., hvorfor B.T. har valgt at bringe historien, selvom det for nuværende ikke er lykkedes os at komme i kontakt med Søren Svendsen.

Vagtchef Henrik Brix beretter yderligere om et ellers velafviklet derby, hvor der er foretaget tre anholdelser.

»Tre anholdelser er tre for meget, men det er i den lave ende i forhold til, hvad vi ellers har set i forbindelse med de kampe,« fortæller vagtchefen til B.T.