Brøndby er tilbage på førstepladsen, efter holdet vandt en til tider rodet superligakamp med 2-1 over Vejle.

Brøndby er ubesejret i seks superligakampe i træk, efter at Vejle søndag blev besejret med 2-1 på hjemmebane.

Begge hold forsøgte at stresse hinanden med et højt pres, hvilket til tider gav en rodet kamp med flere boldtab. Det udnyttede Brøndby bedst, da holdet bragte sig foran med 2-0.

Efterfølgende åbnede kampen sig med flere omstillinger, og Vejle fik blod på tanden med en reducering, men hjemmeholdet holdt stand og vandt.

Derfor ligger Brøndby nummer ét med 37 point, mens Vejle er på niendepladsen med 20 point.

To gange i løbet af de første 25 minutter afsluttede Brøndby-angriberen Jesper Lindstrøm fra kanten af feltet, men uden succes.

Lindstrøm stod til gengæld for oplægget, da angrebskollegaen Mikael Uhre sparkede Brøndby foran efter 15 minutters spil med en knaldhård afslutning i det korte hjørne fra højre side af feltet.

I det sidste kvarter af første halvleg fik Vejle-angriberen German Onugkha to gode muligheder, men han afsluttede henholdsvis over mål og lige på Brøndby-keeperen Marvin Schwäbe.

Anden halvleg var blot to minutter gammel, da et hårdt pres af Mikael Uhre fik Vejle-backen Pierre Bengtsson til at sende et fladt indlæg i eget mål.

I det 55. minut svarede Vejle igen, da en tværpasning fandt angriberen Wahid Faghir, som via en afretning reducerede til 1-2.

Efterfølgende havde Vejle flere gode afslutninger. Midterforsvareren Denis Kolinger kom tættest på, da han headede på overliggeren, men der faldt ikke flere scoringer i opgøret.

/ritzau/

Genlæs kampen i LIVE-bloggen her: