Den nu tidligere Lyngby-profil Mikkel Rygaard er en eftertragtet herre i både ind- og udland. Senest forlyder det, at Brøndby og hollandske Willem II er tættest på at få midtbanespillerens underskrift.

Lyngby Boldklub kæmper i øjeblikket for overlevelse. Den konkursramte Superliga-klub har ikke udbetalt løn til spillerne, som de i første omgang skulle have udbetalt i sidste uge. Spillerforeningen sendte derefter et påkrav til klubben om at få udbetalt lønnen senest i tirsdags kl. 23.59, men da klubben ikke havde pengene, kunne de ikke imødekomme kravet.

Læs også: Fredag kan Lyngbys fremtid blive afgjort: Her er folkene, der måske redder klubben

Det betød, at spillerne frit kunne ophæve deres kontrakter, og det har fire spillere i første omgang benyttet sig af, herunder 27-årige Mikkel Rygaard.

Det betyder dog ikke, at Rygaard kommer til at stå uden en klub. Profilens agent, Michael Johansen, har nemlig allerede fortalt om den massive interesse for kreatøren i både danske og udenlandske klubber.

Læs også: Dansk landsholdsspiller i overraskende klubskifte: Rejser langt, langt væk

Tidligere har TV3 Sport fortalt, at FC Nordsjælland og Brøndby er de varmeste bud, men ifølge BTs oplysninger er hollandske Willem II også kraftigt inde i billedet om danskerens underskrift.

Kilder fortæller til BT, at det især er Brøndby og Willem II, der er interesseret, og at der i øjeblikket foregår en indædt kamp mellem Brøndby og Willem II om at sikre sig den 27-årige midtbanekreatør.

Hollandske Willem II er i øjeblikket placeret som nummer 14 i Æresdivisionen, mens Brøndby starter forårssæsonen på Superligaens andenplads.