Brøndby jagter det 19-årige midtbanetalent Tobias Børkeeiet fra norske Stabæk i Eliteserien.

Det skriver VG.

Og de blågule fra Vestegnen skulle i løbet af de sidste fjorten dage angieligt have smidt flere bud af sted på den unge midtbanespiller.

Ifølge VG skulle sidste bud have været på over 10 millioner norske kroner, lige i omegnen af syv millioner danske kroner. Buddet er dog blevet afvist af den norske klub.

Ebbe Sand tiltrådte som ny sportsdirektør i Brøndby den 1. januar 2019.
Ebbe Sand tiltrådte som ny sportsdirektør i Brøndby den 1. januar 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

VGs historie stemmer overens med B.T.s oplysninger. Kilder fortæller derudover til B.T., at også klubber udenfor Skandinavien har sigtekornet rettet mod den unge nordmand.

Noget tyder dog på, at Brøndby sidder i førersædet.

Overfor VG bekræfter Stabæks sportschef, Inge André Olsen, at der er interesse for den unge Tobias Børkeeiet. Dog vil Inge André Olsen ikke bekræfte, om det er Brøndby, der har været på spil.

Inge André Olsen understreger også, at klubben ikke har travlt med at sælge det unge talent, som han betragter som en vigtig spiller i klubben.

VG har også forsøgt at få en kommentar fra Tobias Børkeeiets agent, Morten Wivestad, der ikke havde nogen kommentarer til sagen.

Interessen i Børkeeiet skyldes både hans præstationer for Stabæk, men også hans præstationer for det norske ungdomslandshold, der for første gang i 26 år har kvalificeret sig til U20-VM.

Børkeeiets kontrakt med Stabæk udløber den 31. december 2020.

Midtbanespilleren har spillet 27 eliteseriekampe for Stabæk.