Simon Makienok er endt i en lidt ubehagelig situation i Palermo, hvor det kun er blevet til fire korte indhop og en præsident, der taler ham væk til januar.

Maurizio Zamparini, præsidenten i Palermo, forklarede danskerens ulykke sådan:

»Jeg er ked af det, for han er en god spiller, men han har ikke været i stand til at falde til, lige som hans kone også har haft problemer med at falde til,« lød det fra Maurizio Zamparini ifølge LiveSicilia.

Selv om Simon Makienoks kone, Ibi Makienok, kendt som vært på Go' Morgen Danmark, og agenten Michael Stensgaard efterfølgende har afvist problemerne med at falde til i støvlelandet, åbner det spørgsmålet, om angriberen skal tilbage til Brøndby.

En spiller må nemlig kun repræsentere to klubber på én sæson, og da Makienok har spillet for både Brøndby og Palermo, skal han enten tilbage til klubben fra Vestegnen eller skifte til eksempelvis svensk eller norsk fodbold, hvor nye fodboldsæsoner begynder efter årsskiftet.

I Brøndby lukker sportsdirektør, Per Rud, dog ned for snakken om en retur til den blå-gule klub for den høje angriber.

»Simon forlod os, og det var alle parter enige om var den rigtige timing på det. At begynde at kommentere på nogle rygter, fordi der kører nogle historier dernede, det, synes jeg, er vanvittigt,« siger Per Rud.

Så det kan ikke blive aktuelt at hente ham tilbage på leje?

»Det vil være helt useriøst at tale ham ind omkring Brøndby. Vi har reageret voldsomt kraftigt på angrebsposten allerede«, forklarer Per Rud.

Brøndby hentede på sidste dag af sommerens transfervindue angriberne Teemu Pukki og Holmbert Fridjonsson som erstatninger for Simon Makienok.