34.300.

Det er antallet af solgte støttetrøjer, som fans har købt i de seneste uger, og som har givet Brøndby IF et økonomisk boost i millionklassen i corona-krisen.

Og det vækker glæde hos klubejer Jan Bech Andersen.

»Jeg må bare sige tusind tak til alle fans, der har støttet op. Det er fuldstændig fantastisk, vildt og vanvittigt,« siger Jan Bech Andersen til TV3 Sport, og afslører samtidig, at han selv har købt 110 eksemplarer af den blå trøje.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby-bossen fortæller, at det har været hårde tider for Brøndby IF, som ikke har kunnet opretholde et normalt flow af indtægter i de to måneder, hvor Superligaen har ligget brak, hvorfor håndsrækningen fra fansene har varmet.

»Der har ikke været spillet kampe. Vi vidste ikke, hvor vi stod med hensyn til tv-penge. Så de store poster har der været sat spørgsmålstegn ved. Der har været en masse ubekendte faktorer, vi har været nødt til at for holde os til,« siger Jan Bech Andersen.

Salget af støttetrøjen, som er lavet i samarbejde med Hummel i forbindelse med corona-epidemien, som har har sendt dansk fodbold i dvale, er løbet siden fredag 24. april, og er nu afsluttet denne weekend.

'Aldrig Alene'-trøjen, der har fået sit slogan efter en Brøndby-slagsang, har anslået omsat for et sted omkring 10-12 millioner kroner.