For to uger siden slog Brøndby IF alarm i B.T.s spalter efter det brutale derby mod FC København, der trak blodige overskrifter.
Knivstik, maskerede mænd, der kaster med nødblus på stadion samt rå vold fik klubbens direktør, Ole Palmå - der var dybt rystet - til at slå alarm over, »at klubben var under angreb fra voldsparate kriminelle.« Det skete også i kølvandet på en rystende beretning fra to Brøndby-frivillige til B.T., som fortalte, hvordan de så deres kollegaer blive smadret til blods af klubbens egne hooligans.
Men det var ikke det eneste opråb fra Ole Palmå. For Brøndby-direktøren tog direkte kontakt til justitsminister Peter Hummelgaard (S) med et råb om akut hjælp.
Det fremgår af en besked fra Ole Palmå til justitsministeren, B.T. har fået aktindsigt i. Du kan læse hele beskeden længere nede i artiklen.
'Vi vil sætte alt ind i forsøget på at stoppe de her kriminelle typer. Velvidende at der ikke er nogen lette løsninger, så vil vi bruge de nødvendige ressourcer på infrastruktur, ny teknologi, procedurer, kompetencer osv. Det vil blive dyrt, besværligt for alle og ske step for step. Blot så du ved, at vi tager vores ansvar alvorligt,' skriver Ole Palmå blandt andet og forklarer, at klubben vil opruste massivt i kampen mod de bestialske episoder.
Herefter kommer ønsket om, at Justitsministeriet øjeblikkeligt tager affære og hjælper Brøndby med at tage det voldsomme opgør mod mændene bag de 'vanvittige hændelser.'
'Konkret håber vi meget, at JM (justitsministeren, red.) kan tage action omgående på -at rockere og banderelaterede personer forhindres adgang til stadions via
1) Opholdsforbud indføres på kampdage med omgående virkning
2) Samkøring af politiets registre for bander og det nationale karantæneregister.'
Aktindsigten indeholder intet svar fra justitsminister Peter Hummelgaard, men siden sms'ens afsendelse - som skete efter derbyet 27. oktober, men inden pokalopgøret mod FC Midtjylland fire dage senere, er hverken det ene eller det andet tiltag taget i brug.
Til gengæld er Brøndbys stemningstribune, Sydsiden, lukket resten af året, ligesom antallet af fans på stadion ikke på overstige 14.000 mennesker.
FC Københavns stemningstribune, Sektion 12, blev også lukket ned i en kamp, mens de kommende opgør mellem de to klubber spilles uden udebanefans på ubestemt tid.
»Vi har været vidne til alt for mange episoder i den seneste tid, hvor fodboldkampe bliver brugt som en åben scene for hooligans eller andre voldsparate personer.Jeg er glad for den tætte dialog, som jeg har med klubbernes ledelse,« siger Peter Hummelgaard til B.T.
»Jeg har gjort det klart, at der er behov for mere handling fra klubberne, og jeg har samtidig igangsat et arbejde i Justitsministeriet med inddragelse af fodboldens aktører. Her ser vi på, hvilke yderligere værktøjer der er brug for, så vi kan stoppe voldstossernes hærgen. De skal ikke forvandle fodboldsporten til en kulisse for deres vold og groteske opførsel.«
Brøndby har ingen kommentarer til sagen.
Brøndby, FCK, Dansk Boldspil-Union, Divisionsforeningen og repræsentanter fra Justitsministeriet skal mødes i dag - torsdag 14. november - for at drøfte løsninger på de voldsomme hændelser.
Også 12. september blev parterne indkaldt til et møde af justitsministeren i forbindelse med urolighederne ved derbyet 1. september, hvor en 7-Eleven forretning blev plyndret, en fan blev overfaldet, og der blev opsat et banner med teksten 'Spark og slå på FCK' på tribunen.
