Fra et stort millionbeløb i plus til et stort millionunderskud.

Det er status for transferaktiviteterne i Brøndby IF, som har afleveret endnu et negativt kvartalsregnskab.

Heraf fremgår det, at Brøndby IF har et minus på 24,2 millioner kroner i forhold til transferaktiviteter i 2019.

Det står i stærk kontrast til 2018, hvor klubben havde et positivt transferresultat på plus 36,3 millioner kroner blandt andet som følge af de store salg af Frederik Rønnow og Christian Nørgaard.

Foto: Claus Bech
Vis mere

'Resultat af transferaktiviteter udgør minus 24,2 mio. kr. i perioden 1. januar til 30. september 2019, hvilket skyldes en væsentlig lavere salgsaktivitet i 2019 i forhold til 2018 samt øgede afskrivninger på kontraktrettigheder i 2019 i forhold til 2018 som følge af investeringer i spillertruppen,' lyder det fra Ole Palmå, direktør i Brøndby IF, i en pressemeddelelse.

I alt er der en forskel i transferindtægter på 60 millioner kroner på bare et år. Christian Nørgaard blev solgt for omkring 25 millioner kroner, mens Rønnow smuttede til Tyskland for 21 millioner kroner.

Brøndby IF har i 2019 købt flere profiler, hvilket har bidraget til transferresultatet på 24,2 millioner kroner i underskud, mens det ikke er blevet til de store salg.

I januar hentede klubben Simon Hedlund, som kostede 7,5 millioner kroner. I sommer blev Tobias Børkeeiet købt for i omegnen af 10 millioner kroner, hvorefter både Sigurd Rosted, Andreas Maxsø og Johan Larsson fulgte.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Superligaklubben oplyser torsdag i sit regnskab for tredje kvartal, at man forventer et underskud på 75 til 79 millioner kroner før skat for 2019.

Det er 12 til 16 millioner kroner mere end den seneste udmelding. Ole Palmå kalder derfor regnskabet for 'utilfredsstillende' og 'frustrerende'.

»Det er frustrerende, at vi kan konstatere, at vi nok en gang må justere vores forventninger til hele året. Vi forventer nu, at vi lander i spændet minus 75 mio. kr. til  minus 79 mio. kroner,« siger han.

I regnskabet fremgår det også, at de blågule skylder klubejer Jan Bech Andersen mere end 50 millioner kroner.