Hvad gør man, hvis man lige har været ukampdygtig i 14 dage på grund af hjernerystelse?

Jamen, så sikrer man da lige sit hold et point ved i sidste minut at sende bolden i netmaskerne på et veltimet hovedstød!

Det var lige akkurat det, Lyngby BK’s David Boysen gjorde i den uafgjorte Superliga-kamp mod FC Midtjylland.

»Skal jeg være ærlig, gjorde det godtnok ondt, da jeg satte panden på bolden. Lige efter blev jeg svimmel og fik hovedpine igen. Men der var ikke så meget andet at gøre. Situationen var jo vigtig, og heldigvis har jeg det efter kampen fint igen,« sagde David Boysen med et smil og tilføjede:

»Efter mit uheld mod Sønderjyske for to spillerunder siden, fik jeg at vide af lægen, at jeg skulle holde mig i ro, og op til kampen mod FCM var der ingen, der mente det ville være uforsvarligt at spille. Det var mit eget ansvar, at jeg spillede og heldigvis faldt mit comeback i Superligaen godt ud.«

David Boysen blev efter kampen rost af Lyngby BK’s cheftræner David Nielsen.
»Hjernerystelse er en svær skade. Både at spille med og at diagnosticere. At han tør sætte hovedet på bolden viser, at han var klar til at spille,« sagde David Nielsen, der havde det fint med pointerobringen.

»Set i forhold til vores nuværende placering i Superligaens nederste halvdel synes jeg, at præstationen var rigtig god. Selvom vi i første halvleg får vores anfører (Thomas Sørensen, red.) skadet, kæmper vi uanfægtet videre, og jeg synes det er stærkt, at moralen på holdet er så god, at de frem til allersidste sekund jagter muligheden for udligning,« sagde David Nielsen.

 
FC Midtjylland spillede 1-1 mod Lyngby BK i 7. runde af Superligaen.
Vis mere

Til gengæld var FC Midtjyllands træner Jess Thorup langt fra tilfreds.

»Det er mangel på kynisme og uacceptabelt, at vi ikke besejrer Lyngby. I situationen der fører frem til deres udligning svigter vi på flere fronter. Spillerne skal lære at se de konsekvenser, der er i forhold til de beslutninger man tager,« sagde Jess Thorup med en stemmeføring, der signalerede frustation.

»Forleden gik vi glip af kvalifikation til Europa League-gruppespillet. Nu må vi nøjes med uafgjort mod Lyngby. Det er er ærgerligt. Men jeg synes, vi spillede en god kamp og at vi havde fortjent sejren. Jeg kan overhovedet ikke se, at spillerne ikke leverede det, der skal til,« sagde Jess Thorup.

Natten mellem torsdag og fredag lukker sommerens transfervindue.

»Jeg forventer, at jeg fremadrettet har samme spillere at arbejde med som tilfældet er nu,« sagde Jess Thorup.

Det kan FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein til gengæld ikke forestille sig.

»Når nu vi ikke kvalificerede os til Europa League-gruppespillet, skal nogle af vores unge spillere udlejes og Filip Novak gerne sælges. Det er de ting, vi kommer til at kæmpe med de kommende dage,« sagde Claus Steinlein.

Han mener, det er realistisk, at tjekken snart er fortid i FC Midtjylland.

»Novak er lige udtaget til det tjekkiske landshold og er ikke mindst derfor en eftertragtet herre. Jeg håber, vi finder en klub, der vil betale den pris, vi vil have,« sagde Claus Steinlein.

I øvrigt fik hjemmeholdet et par af sine centrale spillere skadet:

Mens André Rømer udgik med store ankelsmerter, pådrog Zsolt Korcsmar sig en fibersprægning.