Superligaklubben Randers FC ansætter Thomas Thomasberg som ny cheftræner. Thomasberg har senest været træner i Hobro.

43-årige Thomasberg har ifølge Hobros hjemmeside opsagt sin stilling i Hobro IK. Han tiltræder i Randers FC efter sin opsigelsesperiode til oktober – med mindre Hobro IK finder en afløser inden da.

»Vi har netop indledt arbejdet med at finde en ny cheftræner, og den proces vil vi gerne have så meget tid og ro til at udføre som muligt. Derfor har vi besluttet at lade Thomas fortsætte som cheftræner senest frem til den 1. oktober, hvor opsigelsen træder i kraft, eller indtil en ny cheftræner er klar til at overtage tøjlerne. Thomas har altid været involveret i de sportslige strategiske beslutninger i klubben, men den del af jobbet fratager vi ham nu, forklarer Jens Hammer Sørensen og tilføjer,« siger Jens Hammer Sørensen, Hobro-direktør, til Hobros hjemmeside.

Thomasberg var assistenttræner i Randers FC i tre år, inden han tiltrådte som cheftræner i Hobro IK i januar 2017. Han førte sidste forår nordjyderne tilbage op i Superligaen, hvor holdet i denne sæson har leveret fine resultater.

»Jeg glæder mig vildt meget til at komme tilbage til klubben, som jeg havde 3,5 fantastiske år i. Der er en masse dygtige mennesker i og omkring klubben, som jeg ser frem til at genoptage samarbejdet med, og så glæder jeg mig til udfordringen ved at stå i spidsen for en klub, der godt nok har haft modgang på det seneste, men som har et stort potentiale og som samtidig står mit hjerte nært,« lyder det fra Thomas Thomasberg til Randers FC's hjemmeside.

Ansættelsen af Thomas Thomasberg betyder, at den nuværende cheftræner Rasmus Bertelsen, som har ført holdet gennem foråret, bliver assistent for den nye cheftræner, som han tidligere har arbejdet sammen med i Randers FC. Men altså i første omgang først til oktober.

Hobro-direktør Jens Hammer Sørensen siger om den specielle situation:

»Thomas er yderst professionel, og derfor er vi slet ikke i tvivl om, at han vil være lige så dedikeret som cheftræner i Hobro IK i de kommende måneder, som han har været gennem hele sin tid i klubben.«

Hobro sluttede sæsonen med at ryge ud af Europa League-playoff-spillet. Randers FC derimod var tættere på nedrykningen, men klarede frisag med en samlet sejr over Lyngby i to kampe i nederykningsspillet.

Generelt har Hestene haft en turbulent sæson med to trænerfyringer og en fyret direktør, hvilket man har kunne følge med i i den prisbelønnede dokumentarudsendelse Randers Backstage. Se et afsnit fra udsendelsen øverst.