Det var meget tæt på, at Nicolai Boilesen dukkede op til træning på FCK-anlægget på Jens Jessens Vej på Frederiksberg iført makeup.

Kort forinden den afsløring forklarede han, at corona-virussens indtog egentlig ikke har ændret så meget på hans hverdag. Men hvordan hænger det sammen?

»Jeg har måttet stå model til at få hele turen selv også. Alt fra lipgloss til manicure,« siger Nicolai Boilesen og griner.

»Jeg har købt sådan et makeup-bord til min datter. Det dér makeup sidder ret godt fast, selvom det er til børn. Man får det ikke bare lige af. Hvis jeg ikke havde været i bad, havde jeg siddet her med lyserøde negle. Der må man ofre sig.«

Siden sommeren 2019 har FCK-backen været meget hjemme, da han har døjet med en slem knæskade. Det har betydet nul kampe, og han kommer formentlig slet ikke til at spille nogen før den kommende sæson.

Derfor er det også blevet til mange timer med datteren Nala, som han har med en tidligere kæreste.

»Min datter har ikke været i institution i næsten tre måneder. Hun er lige fyldt tre år, det har været anderledes at skulle aktivere hende så meget, som man har skullet hver dag,« fortæller Nicolai Boilesen, der er alenefar.

Og det er her, at makeup-bordet kommer ind i billedet. For det er ikke nemt at skulle passe et tre-årigt barn nærmest samtlige timer i døgnet. Selvom den 28-årige spiller selvfølgelig nyder at have så mange stunder med sin unge datter.

Nicolai Boilesen svarede på spørgsmål fra journalister efter træning fredag 15. maj.
Nicolai Boilesen svarede på spørgsmål fra journalister efter træning fredag 15. maj. Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Vis mere

»Hun er i den alder lige nu, hvor hun er for ung til at aktivere sig selv hele tiden, men hun er for gammel til ikke at skulle aktiveres. Så der skal ske mange forskellige ting på sådan en dag.«

»'Far, far, skal vi ikke lege dit og lege dat?' Vi er slet ikke nået til et niveau, hvor vi kan fordybe os i én ting,« siger han og griner igen.

Der er dog opstået en udfordring for Nicolai Boilesen i forhold til den lille datter. For FCK-profilen har trods alt haft træning at passe, og her har de sædvanlige løsninger ikke kunnet tages i brug.

Normalt har spillerens forældre kunnet hjælpe med børnepasningen, men undtagelsestilstanden i forbindelsen med corona-virus har ændret på det hele.

»Især min mor er i risikogruppen, og vi har derfor ikke set mine forældre. Så de har ikke rigtig kunnet hjælpe til. Men vi har fundet ud af det med min datters mor,« forklarer Nicolai Boilesen.

Den lange ventetid uden fysisk kontakt har også sit tag om den lille Nala.

»Der var mange uger, hvor hun ikke så sin farmor og farfar. Så nåede vi til et punkt, hvor vi mødtes ude i en skov og gik en tur. Men det er også svært at forklare en tre-årig, at hun ikke må kramme og kysse farmor. Hun forstår godt, at hun 'ikke kan komme i børnehave, fordi der er virus',« siger Nicolai Boilesen.

»Men at man ikke har lov til at kysse og kramme, når farmor kommer gående, det er måske det, der har været sværest.«

Ståle Solbakken giver instrukser til spillerne under FCK-træning 15. maj. Nicolai Boilesen trænede for sig selv, da han har fået et mindre tilbagefald efter sin alvorlige knæskade.
Ståle Solbakken giver instrukser til spillerne under FCK-træning 15. maj. Nicolai Boilesen trænede for sig selv, da han har fået et mindre tilbagefald efter sin alvorlige knæskade. Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Vis mere

Fodboldspillere har også manglet opmærksomhed i en tid, hvor de ikke kan lade sig hylde på stadion af de fremmødte tilskuere. Eller hvor de ikke får den adrenalin, som man får ud af en kamp.

»Det med at være meget hjemme, ikke se så mange mennesker og ikke tage i byen er noget, vi som fodboldspillere har været vant til gennem mange år. Jeg har været rigtig meget alene. Måske er jeg blevet lidt weird (griner), selvfølgelig savner man da at kunne kysse og kramme ens nærmeste. Men jeg har ikke siddet og trippet derhjemme.« siger FCK'eren.

Og deler så en ordentlig portion selvindsigt.

»For at være helt ærlig synes jeg egentlig, at jeg har været ret kedelig under perioden her.«

Som så mange andre har Boilesen dog udnyttet den uvante situation til at gøre en uvant ting. Måske var den også impulsiv, men fodboldspilleren har altid drømt om at kunne spille på et instrument.

»Jeg har købt et klaver. Jeg vil nok ikke kalde det talent, men jeg prøver at dyrke det en lille smule,« afslører han.

Inden han deler en ordentlig portion selvindsigt. Igen.

»For at spille guitar skal man også kunne synge. Der har jeg selvindsigt nok til at sige, at det måske ikke er dér, jeg er allerbedst. Men klaver, det syntes jeg var fedt, spændende og anderledes. Så købte jeg sgu et. Nu har jeg været i gang i en måneds tid.«

Selvom repertoiret ikke spænder milevidt endnu, tæller det da allerede en fire-fem sange, forklarer han. Herunder Titanic-temaet, ligesom han har lært at spille 'Lose Yourself' med Eminem fra filmen '8 Mile'.

»På Instagram har jeg også lavet en Disney-medley. Det er ikke for sjov, 'go big og go home',« fastslår Nicolai Boilesen, inden han bryder ud i latter igen.

Selvom det at starte med et medley, som endda er fra Disney, er et kækt valg, er den unge mand bevidst om, at der fortsat er plads til forbedring.

»Altså, jeg kan dem ikke fantastisk, men jeg kan spille dem, så man kan høre, at det er det. Det er dér, vi er nået til.«