Banen i Parken blev en kaotisk scene, da dommeren fløjtede af mod AaB, og FC København endegyldigt kunne lade sig hylde som mester anno 2022.

Cirka et par hundrede af de mest inkarnerede FCK-fans stormede i ren glæde banen, og spillerne blev overrumplet.

»Jeg jubler bare lidt, og så kan jeg se, at der er nogle, jeg ikke kender, som kommer løbende. Ellers tænker jeg ikke så meget over det,« siger Nicolai Boilesen om det kaos, der mødte dem på midten af banen.

FCK-spilleren forstår nu godt, hvad der gik gennem fansenes hoveder, men han var en af de spillere, der fik gelejdet de feststemte fans væk og samtidig fik forklaret nogle af dem, hvad god opførsel er.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, at man er euforisk, og nu har man jo set i de sidste par uger, både i oprykningskampe og mesterskabsting, at det er gået helt amok med folk, der er løbet ind på banen. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men sikkerheden skal være der, og man skal opføre sig ordentligt,« siger Boilesen og tilføjer:

»Det skal være en glædens dag, men at man er euforisk oven på to sæsoner uden trofæer, det kan jeg fandeme godt forstå,« lyder det fra midterforsvareren, som aldrig blev nervøs, selv om det faktisk endte med en anholdelse på banen.

Det gjorde det, fordi en fan kom i klammeri med sikkerhedsfolk, og i det øjeblik kom det endnu mere ud af kontrol, fordi andre fans ville have den anholdte ud af grebet hos mændene i orange overtrækstrøjer.

»Nu er jeg født i Ballerup, så det betyder ikke så meget. Og det er vores fans, så det ville være underligt, hvis jeg skulle behøve at være nervøs for det,« forklarer Nicolai Boilesen og fortsætter om sit besøg bag målet, hvor de vilde fans stod.

»Det er bare der til sidst, hvor jeg siger til dem, at jeg er kæmpe fan af, at man er euforisk, og de har været en kæmpe støtte hele vejen igennem og været vores 12.-mand. Men vi skal opføre os ordentligt.«

Heldigvis gik de invaderende fans tilbage til deres pladser, og så kunne spillerne fejre guldet uden forstyrrelser af den slags, og det er et mesterskab, der er kommet i stand efter en periode, hvor FC Midtjylland nærmede sig mere og mere indtil for få runder siden.

»En ting er, at man altid gerne vil vinde komfortabelt, men på en eller anden måde vil jeg sige, at det føles endnu bedre, at der har været denne her modgang. Vi har stået sammen som hold hele sæsonen igennem,« lyder det fra FCK-anføreren, der uddyber:

»Det, at man har blødt og svedt lidt for det, gør, at når man står med det i sidste ende, så er jeg endnu mere stolt over det.«

»Jeg synes, vi er mest cool til allersidst, når vi har kniven for struben. Jeg synes, vi viser det i de sidste tre kampe. Først hjemme mod Silkeborg, hvor vi kommer ud med et offensivt mindset og angriber. Den kamp vinder vi. I Randers holder vi hovedet koldt i de situationer, hvor vi skal det, og så kører vi den hjem i dag og viser, hvorfor vi er fortjente danske mestre,« fik Nicolai Boilesen sagt, inden han gik ind i omklædningsrummet med ordene:

»Jeg har ikke fået noget at drikke endnu.«

Det har han med garanti nu.