Bo Henriksen var AC Horsens. Træner, sportschef, manager. Alt derimellem.

Men i august var det slut.

De mange arbejdstimer i Horsens er blevet skiftet ud med familietid og en ny virkelighed som tv-ekspert hos TV3 Sport.

Farvel til presset, farvel til ræset. Goddag til en ny verden, en ny forståelse. En klog beslutning, kalder han det selv. Han siger også, han har fundet roen. Fundet sit ståsted i sin nye virkelighed.

»Der var mange ting, der forandrede sig fra det ene sekund til det andet. Jeg var leder for 40-50 mennesker, og telefonen bimlede og bamlede 70-100 gange om dagen. Der var så mange ting, jeg skulle forholde mig til.«

»Hvis jeg er rigtig heldig i dag, så ringer min far og min kone til mig i løbet af dagen. Det er en helt anden virkelighed, som jeg står op til. Jeg har været vant til at være på som fodboldtræner 24/7. Der er man i den grad som menneske presset ud i at skulle være der for alle dem, der kommer til én. Det har været en af de vildeste omstillinger, jeg har prøvet,« siger Bo Henriksen, inden han tilføjer et højlydt 'men':

»Men! Det har også været sundt. Det er sundt. Det kan jeg jo mærke nu. I starten tænkte jeg: 'Det er godt nok voldsomt, det her'. Jeg skulle sige farvel til så mange mennesker, som man har været en del af i så mange år. Der var mange følelser indblandet. Men jeg er kommet hertil, hvor jeg er nu, hvor jeg har fundet roen med noget, der er sjovt, interessant og spændende.«

»Og jeg føler også, jeg kan bidrage med noget på den front. Det skulle jeg lige finde ud af og finde mit ståsted.  Nu er jeg ved at lande i det efter nogle måneder. Jeg ved, hvad jeg skal. Jeg ved, hvornår jeg skal forberede mig. Hvordan jeg skal gebærde mig i det her tv-job,« siger Henriksen.

Tidl. ACH-tæner Bo Henriksen ser på i 3F Superliga kampen FC Midtjylland mod Lyngby Boldklub på MCH Arena i Herning, lørdag den 19. september 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Tidl. ACH-tæner Bo Henriksen ser på i 3F Superliga kampen FC Midtjylland mod Lyngby Boldklub på MCH Arena i Herning, lørdag den 19. september 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Farvellet til jobbet som manager i AC Horsens har givet plads til mere familietid. Mere tid til at finde ud af, hvordan livet er uden det massive pres i en fodboldverden.

»Der er ingen tvivl om, at jeg er mere sammen med familien. Det har været et vildt job i så mange år at have de to kasketter på (træner og sportschef, red.). Min kone er da meget tilfreds med, at jeg også kan være der lidt for hende og ungerne. Det har givet mere tid med familien.«

»Derfor arbejder vi stadigvæk, men måske mere som et normalt job. Det har givet meget mere frihed til at være sammen med familien. Det tror jeg også er sundt. De fleste trænere bliver fyret. Og det er jeg sådan set også blevet,« siger Bo Henriksen, med henvisning til, at han stoppede i AC Horsens, efter han meldte ud, han ikke ville forlænge sin kontrakt.

»Men jeg tror, det er godt at tage en pause fra det ræs. For det er voldsomt. Jeg tror, det er sundt at gå ind og se på, hvad der betyder noget.«

Kunne du mærke, at det var voldsomt, da du stod i det?

»Det var op og ned. Men der var nogle dage, der var vildere end andre. Jeg kan huske, at min it-mand i Horsens ringede til mig på den sidste dag i det åbne transfervindue. Han sagde til mig: 'Du er godt klar over, du har været på din telefon i 15 timer. Du har haft 207 indgående opkald og 170 udgående'.«

»Men det eneste tidspunkt, jeg har været rigtig presset, var, da min lille søn var syg (i 2017, red.). Det var ikke sjovt. Dér er der noget, der er vigtigere. Min søn har det fantastisk i dag. Han havde lige et halvt års tid med sygdom, så det var en voldsom periode. Skal vi ikke sige det sådan?«

»Når man har tingene foran sig, hvor man selv kan kontrollere tingene, så er man in the zone på et eller andet niveau. Og det er man så i mange år i træk. Jeg tror, det er vigtigt, man lige træder ud og finder ud af, hvordan tingenes tilstand er. Nogle gange har det været voldsomt sjovt, nogle gange har det været voldsomt hårdt. Men det er i de tider, jeg har lært mest. Der er der, hvor man finder ud, hvem man er. Det er nemt at vinde jo.«

AC Horsens - Silkeborg IF , Alka Superliga, Casa Arena, Horsens, 4.august: Horsens træner Bo Henriksen (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
AC Horsens - Silkeborg IF , Alka Superliga, Casa Arena, Horsens, 4.august: Horsens træner Bo Henriksen (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere


Satte forløbet med din søn noget i gang i dig i forhold til dit job?

»Nej, det er et par år siden med min søn. Nu er han frisk og glad og har slet ingen sygdomstegn. Det var ikke den episode, der satte gang i tankerne om, hvad jeg skulle bruge mit liv til. Jeg tror, det skete over en længere periode. Nogle gange skal man træde tilbage for at finde ud af, hvad der er sjovt. Og lige nu synes jeg, det er voldsomt morsomt og spændende at lave tv. Og det er vigtigt, at man laver noget, man trives i. Det har jeg sgu været heldig at få lov til i så mange år i træk.«

Hvad skal der til for at lokke dig tilbage til trænerjobbet?

»Som jeg har sagt hele tiden, har jeg det lige nu fantastisk med det, jeg laver. Jeg kan ikke forestille mig, at der er noget, der kan få mig tilbage. Det kan jeg ikke. Lige nu har jeg fået ro og tid til at passe på min familie. Og så er jeg ved at lære et nyt gebet. Der skal jeg også blive klogere og lære noget mere. Det passer perfekt ind i den hverdag og specielt i min familiesituation. Det er jeg glad for.«

»Jeg har lavet en rigtig fin aftale med TV3. Lige nu er der ikke noget, der kan få mig til gøre noget andet.«