Bo Henriksen tør godt sigte højt, han tør godt sigte efter det ypperste af det ypperste. Og det er ifølge ham selv det danske landshold.
AC Horsens-træneren har haft en turbulent trænerkarriere med kriseramte klubber, siden han startede som spillende træner i Brønshøj tilbage i 2007. Og efter det er der løbet meget vand under broen. Bo Henriksen lavede først et stort turn around med Brønshøj og derefter AC Horsens, som han skiftede til i 2014.
Begge gange har han været udfordret på det økonomiske aspekt, og begge gange har han vendt skuden. Han rykkede op med Brønshøj til 1. division, og han rykkede op med et konkurstruet AC Horsens-hold til Superligaen.
De sportslige resultater, som han har fået med de to klubber, kan i høj grad tilskrives Bo Henriksen selv, mener han. Og det får ham til at drømme, tale om fremtiden og sine ambitioner.
»Min absolut største drøm er at blive landstræner, det er der ingen tvivl om. Jeg vil være den bedste. Det største i vores land er at være chefen for det største i Danmark, og det er landsholdet, synes jeg. Min største drøm som spiller var at komme på landsholdet, det gjorde jeg ikke, så nu vil jeg forsøge som træner,« siger Bo Henriksen.
Han lægger ikke skjul på, at han arbejder benhårdt for at opnå sin drøm. Men det er ikke noget, han tænker over dagligt. Alligevel håber han på, at han kan opnå nok gode resultater til, at han en dag kan sætte sig i trænerens ledersæde i Parken og se det danske landshold, han netop har udtaget, løbe rundt.
»Jeg gider ikke middelmådighed, det brækker jeg mig over. Jeg gør, hvad jeg føler er rigtigt. Jeg arbejder hen mod drømmen hver evig eneste dag ved at dygtiggøre mig, ved at studere, ved at tage på studieture til blandt andet Chelsea, Liverpool og Manchester United og hele tiden lære. Jeg skal virkelig blive dygtigere. Og så håber jeg bare på, at der en dag er en fra DBU, der vil se min vej,« siger Bo Henriksen.
Han mener ikke, at en landstrænerpost ligger i kortene lige nu. Men han ser det som en realistisk mulighed, at han i fremtiden besætter et af Danmarks fornemste trænersæder. Den drøm er han simpelthen nødt til at tro på, som han siger, men som han også er klar over, kræver det en ordentlig portion held.
På den kortere bane har den karismatiske træner dog også ambitioner. Bo Henriksen vil gerne prøve sig af i udlandet. Noget, han faktisk mener, der er alt for få danske trænere, der tør gøre.
»Jeg vil rigtig gerne tage en trænerpost uden for Danmarks grænser. Personligt mener jeg, at der er alt for få danske trænere i udlandet på trods af, at vi har mange gode trænere. Det er ærgerligt, synes jeg, at ikke flere trænere tør tage chancen i udlandet. Det vil skabe os et bedre brand, hvis flere gør det,« siger Horsens-træneren.
Bo Henriksen peger særligt på England som et interessant mellemstop i sin trænerkarriere. Selv om han godt ved, at det vil være ekstremt hårdt, ser han det som sin næststørste drøm efter landsholdet. Bo Henriksen spillede også selv i de engelske rækker under sin spillerkarriere i Kidderminster, og derfor ved han godt, hvad der kræves.
Men selv om Bo Henriksen har mange ambitioner, drømme og mål, så nyder han sin position i Horsens i fulde drag.
»Jeg synes, det er spændende at være træner i Horsens. Det er udfordrende på alle parametre, men mest af alt udfordrende på den måde, at vil skal skabe et fundament rent sportsligt på et minimalt budget. Det betyder, at vi hele tiden skal overpræstere for at kunne være med,« siger Bo Henriksen, der er stolt over at være en del af et Horsens-hold, som han selv har været med til at bygge op fra bunden.
»Da jeg kom til klubben for tre et halvt år siden, skulle den næsten lukkes ned, fordi der var brugt alt for mange penge. Der havde været et overforbrug, og vi var tæt på at gå konkurs. Der skulle sadles helt om, og vi skulle skabe en forretning ud af at være en fodboldklub,« siger Bo Henriksen.
Det mål er AC Horsens endnu ikke helt i hus med, men klubben er stabiliseret økonomisk, og rent sportsligt er de godt med, mener han. Det er et turn around som han er stolt af, selvom det har krævet blod, sved og morgenmad.
»Da jeg startede, blev der skåret helt ind til benet. Spillere, der kunne sælges, skulle sælges, og så skulle vi hive spillere ind, der ikke kostede noget. Hver anden dag, var der møder, hvor vi skulle holde taler og give morgenmad, fordi der var blevet fyret nye medarbejdere. Der var ingen penge og en kultur, hvor spillerne ikke engang havde lyst til at være der,« siger Bo Henriksen.
Det betyder ifølge ham selv, at der i dag er skiftet 21 spillere, siden han kom til klubben. Derudover er det meste af personalet i klubben også afskediget. Faktisk er det kun to holdledere, en materialeforvalter og Bo Henriksen selv, der er tilbage. Der var simpelthen brug for ny energi.
»Det har været et langt, sejt træk. Men det er fedt, at vi er endt, hvor vi er nu. Jeg håber, jeg har fået givet et ordentligt impact på Horsens, siden jeg ankom. Men jeg vil ikke selv vurdere, om jeg har gjort det. Det vil jeg lade andre om. Det vigtigste for mig er, at jeg gør mit bedste, og det synes jeg, jeg gør,« siger Horsens-træneren.
Det turn around, som Bo Henriksen skulle foretage i Hosens, kalder han selv for den største udfordring i sin trænerkarriere hidtil.
Han brænder stadig for at være træner, han brænder for at gøre en forskel, han brænder for at blive den bedste.
»Jeg har den målsætning, at jeg vil være den bedste defensive træner i Danmark. Jeg er overhovedet ikke i mål, men jeg bliver bedre hver dag, jeg øver og forsker så meget i det, jeg har skrevet om det i rapporter og lignende,« siger AC Horsens-træneren og beskriver samtidig, hvad der gør, at han skiller sig ud fra andre trænere.
»Min ledelsesstil er gennemsyret af tryghed, den er gennemsyret af, af at spillerne skal få en glæde og eufori med fodbolden. Jeg synes, jeg er god med mennesker, og det har jeg taget med mig fra Brønshøj. Jeg er træner, fordi jeg brænder for mennesker, jeg vil gøre en forskel for den enkelte, give den enkelte de bedste forudsætninger for at udvikle sig og få succes,« siger Bo Henriksen.
Og fremhæver særligt noget, som han selv manglede under sin egen spillerkarriere som en vigtig brik.
»Da jeg var aktiv spiller, havde jeg aldrig en træner, der spurgte mig, hvad han kunne gøre for at gøre mig bedre. Det har jeg tænkt over, og derfor spørg jeg altid mine spillere, hvad jeg kan gøre for dem, så de bliver bedre,« siger Bo Henriksen.
Han er stolt over, hvor langt han den dag i dag er nået, men det betyder ikke, at han er tilfreds. Bo Henriksen er først tilfreds den dag, at han er den bedste.
