Han siger det med et vanligt kæk smil. Han ved lige præcis, hvad han gør.

For godt nok kunne FC Midtjylland ikke tage tre point mod FC København i søndagens topopgør i Superligaen, men med tre point op til førerholdet og fire kampe igen er alt muligt.

Det var den besked, Henriksen leverede til sine spillere i omklædningsrummet: Fire sejre i de sidste fire kampe giver Midtjylland et dansk mesterskab, mener han.

»Det er det, jeg lige har fortalt drengene derinde. Det er min tro. Og det skal jeg tro på. Det er også det, FCKs resultater har vist på det seneste«, siger Bo Henriksen, der stikker løs på københavnerne efter 0-0-kampen i Herning.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Efter en dramatisk afslutning, der kunne have givet Midtjylland alle tre point, finder Henriksen trøst især ét sted hos FCK.

»Jeg ser et FC København i forrygende form, de har scoret ti mål i ni kampe. Det tegner jo lyst,« lyder det kækt, inden han fortsætter:

»Vi er fortrøstningsfulde. De har vundet en ud af de sidste fire. Der er stadig noget at jagte. Alle de andre hold lugter også blod og kan se, at FCK er til at tale med. Det så vi også i dag. Og det har vi set i de seneste fire kampe. Det vigtigste for os er at blive ved med at vinde, og mon ikke der bliver lidt at snakke om i det københavnske, for de er presset,« siger Henriksen, der nær havde stirret sig blind på de målløse københavnere:

»Vi ser et hold derinde i dag, som er meget, meget, meget langt fra at score mål. Det håber vi, de bliver ved med. Det ser i hvert fald sådan ud. Vi skal fokusere på at vinde de kampe, vi har, og så tror jeg på, at de nok skal smide det, de skal smide,« siger han.

Midtjylland lever stadig i pokalturneringen, hvor der onsdag venter den anden semifinale mod Vejle. Alt imens drømmen om at indhente FCK lever.

»Hvis vi ikke tror på det, er det da håbløst. Så kan vi lige så godt lægge os i graven. Den skal have en ordentlig spade, og så skal vi jagte helt vildt.«