Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, har i dag præsenteret et regnskab med blodrøde tal.

FCK-moderselskabet er kommet ud af første halvår med et underskud på en kvart milliard kroner. FCK-delen af den store koncern tabte 11,2 millioner i årets første halve år. Det store underskud er forventet, og kommer som en følge af Fitness DK-salget, der forventes solgt i slutningen af august 2018.

Selskabet har afskrevet for over 200 millioner kroner i forbindelse med salget af fitness-kæden. De penge er endnu ikke tikket ind på seklskabets konto.

Fodbolddelen, altså Superligaklubben FCK, har oplevet et omsætningsfald på 32,5 millioner kroner i forhold til første halvdel af 2017. Det forklares som værende en direkte konsekvens af, at de sportslige resultater var bedre i 2017, end de har været i 2018.

I regnskabet kan man læse, at det ikke kun er de sportslige drømme, der står på spil, når FC København torsdag aften møder italienske Atalanta og skal forsøge at spille sig til en plads i Europa League.

Parken Sport & Entertainment budgetterer med et gruppespil og indtægter på 75 millioner kroner før skat.

Forventningen er, at de fortsættende aktiviteter - der blandt andet inkluderer FCK, Parken og Lalandia - vil omsætte for 780 til 800 millioner kroner i 2018 og levere et overskud på 50 til 65 millioner før skat.

Hvis FCK misser gruppespillet i Europa League, så går klubben dog glip af en omsætning på 75 millioner kroner, og så er hele det forventede overskud væk.

Se også