FC Midtjylland kommer ud af regnskabsåret 2019/20 med et underskud på 19,5 mio. kr.

Det har klubben meddelt onsdag aften i en pressemeddelelse.

Dermed kommer succesen på banen, hvor det blev til klubbens tredje DM-guld, altså ikke umiddelbart til udtryk på bundlinjen.

Ifølge formand Rasmus Ankersen skyldes det blandt andet coronapandemien.

»De indførte restriktioner på stadion og den manglende likviditet i transfermarkedet har selvsagt været et hårdt slag for fodboldindustrien, og vi er naturligvis også blevet ramt,« siger Ankersen, som dog fastslår, at underskuddet ikke bekymrer ham.

»På trods af underskuddet i 19/20 har vi samlet over de seneste fem år leveret et overskud på mere end 80 millioner kroner, og det er bevis på, at vores strategi og forretningsmodel er holdbar.«

Samtidig oplyser FCM, at man har suspenderet forventningerne til rengskabsåret 2020/21.

»Der er stadig stor usikkerhed omkring, hvornår vi kan spille foran vores meget savnede fans og partnere igen, og ligeledes er det uklart, hvordan pandemien vil påvirke markedet i de kommende transfervinduer. Derfor er vi lige nu ikke i stand til at melde noget troværdigt ud omkring forventningerne til næste års regnskab,« siger Rasmus Ankersen.