Kære fodboldfans - velkommen til en forrygende superligasøndag.

Der er drama og superliganostalgi for alle pengene, når samtlige hold skal i kamp samtidigt denne eftermiddag.

Klokken 17 bliver der sat gang i alle syv superligakampe, og der er vigtige point på spil i samtlige kampe.

Guldkampen fortsætter, top-6-dramaet pulserer, og bundgyset lever. B.T. giver dig her det fulde overblik over 'super-søndagen'.

Derfor skal du se syv fodboldkampe

  • AC Horsens - Brøndby (TV3+)
    Brøndby skal formentlig have point for at forblive i top-6, men Bo Henriksens tropper vil gøre alt for endnu en gang at stikke en kæp i hjulet på Vestegnsklubben.
  • AaB - AGF (Canal 9)
    AGF er pisket til sejr, hvis de på nogen mulig måde skal nå top-6. AaB skal formentlig bruge det samme, men kan måske også bruge uafgjort.
  • FC København - Hobro (TV3 Sport)
    En af to kampe uden indflydelse på top-6. Men FCK er bare ét point foran FCM og går benhårdt efter en sejr. Hobro kan med en sejr undgå at slutte sidst i grundspillet, og det ser ud til at blive ganske vigtigt for nedrykningskampen.
  • FC Midtjylland - Sønderjyske (TV3 Max)
    Samme scenarie som FCK. Der er point til guldkampen på spil for midtjyderne, mens Sønderjyske kan snige sig op på 10.-pladsen med en sejr og et Horsens-nederlag.
  • OB - Randers FC (Eurosport 2)
    Formstærke OB slutter som 3'er efter grundspillet, men en sejr vil stadig give vigtige point i bronzekampen. Randers er med en sejr sikker på top-6, men kan blive overhalet bagfra, hvis sejren glipper.
  • Esbjerg - Vejle (Viaplay)
    Overraskelsen Esbjerg er top-6-klar med en sejr, måske endda med mindre. Vejle ligger sidst, men kan man vinde på udebane, hopper man muligvis forbi Hobro eller Vendsyssel - og i øjeblikket ser det ud til at give bedre chance for overlevelse.
  • Vendsyssel - FC Nordsjælland (Viaplay)
    FC Nordsjælland kan også fortsat nå top-6 med en sejr, mens Vendsyssel vil kæmpe hårdt for ikke at slutte sidst og ende i pulje med Horsens eller Sønderjyske.

Alle kampe kan også høres på P3. Du kan også følge al spænding LIVE hos B.T. Sport.

Således står det til i Superligaen før sidste runde.
Således står det til i Superligaen før sidste runde.
Vis mere

Det nye bunddrama

I grundspillet af Superligaen sidste sæson opstod der en mindre fadæse.

Her blev det tydeligt, at hold, der kæmpede for top-6, men måtte nøjes med en lavere placering, kunne få sig en bedre chance for overlevelse i Superligaen, hvis de sluttede som nummer otte i grundspillet i stedet for nummer syv.

Sådan bliver det ikke i år.

Divisionsforeningen er kommet problemet til livs ved hjælp af en ændring i gruppespilspuljerne, der følger efter grundspillet.

Her kommer der nu er første-, anden- og eventuel tredjevælger ind for at sikre, at der altid vil være et incitament for at slutte så højt som muligt.

  • De to hold, der slutter som nummer 11 og 14, kommer i pulje 1.
  • De to hold, der slutter som nummer 12 og 13, kommer i pulje 2.
  • Det er 7.-pladsen, der får lov til at vælge først.
  • Herefter vælger 8.-pladsen pulje.
  • Vælger denne klub den samme pulje som 7.-pladsen, bliver 9.- og 10.-pladsen placeret i modsatte pulje.
  • Vælger nummer syv og otte derimod forskellige puljer, må 9.-pladsen vælge pulje, og nummer 10 får den sidste ledige plads.

Valget af gruppespilspuljer bliver transmitteret direkte på tv.

Før sidste runde ser fordelingen af de nederste otte hold sådan ud.
Før sidste runde ser fordelingen af de nederste otte hold sådan ud.
Vis mere

De kæmper om pladserne

Kampen om de fire pladser efter FC København og FC Midtjylland var til og med sidste runde en kamp mellem otte hold.

Den kamp er nu indsnævret til seks hold, da OB er sikre på tredjepladsen, og AC Horsens kun har en smal matematisk chance gennem en gigantisk sejr over Brøndby.

Men Esbjerg, Brøndby, Randers, FCN, AaB og AGF har alle en realistisk chance for at slutte i Superligaens sjovere selskab.

Kort fortalt er scenarierne, som følger:

  • Esbjerg, Brøndby og Randers kan med en sejr selv afgøre deres top-6-skæbne.
  • Alle tre hold kan nøjes med uafgjort, men er så afhængige af, at der ikke kommer for mange sejre til holdene under dem.
  • FC Nordsjælland rammer top-6 med en sejr, og et af de tre hold over dem sætter point til. Samtidigt må AaB ikke vinde med to mål over AGF. Så skal to af holdene over FCN sætte point til.
  • AaB skal helst vinde for at ramme top-6. Samtidigt skal to af holdene over dem sætte point til. Med ét point kan AaB også ramme top-6, men så skal både FCN og Randers tabe.
  • AGF skal vinde og håbe på, at både Randers og Nordsjælland taber.

Få det fulde overblik over hver enkelt klubs situation i kampen om de resterende tre pladser i top-6 her.