Aftenens helt store helt på Aalborg Portland Park hed uden tvivl Kasper Kusk.

I allersidste sekund tømte AaB'eren energidepotet i en kontra og endte med at glide bolden i mål til en forløsende 1-0-sejr over FC København. En stor triumf for spilleren, der i vinter skiftede til AaB fra netop FC København, hvor han havde tilbragt alt for meget tid på bænken.

Så han var glad efter kampen - og træt!

»Jeg var rimelig færdig i løbet af anden halvleg, og jeg havde solgt den for uafgjort. Så det var selvfølgelig en kæmpe forløsning for os alle sammen, at den gik ind til sidst. Der var lige én spurt tilbage i mig,« sagde Kasper Kusk.

Han kunne ikke lægge skjul på, at det var prikken over i'et, at det var hans tidligere holdkammerater, han sænkede.

»Selvfølgelig er det dejligt at score mod FCK. Det kunne ikke være skrevet meget bedre. Jeg kender alle mennesker inde i FCK, så det var en forløsning for mig.«

»Men jeg står ikke siger, at det er vigtigere at score mod FCK end at score mod alle andre hold. Slet ikke. Jeg har haft en en rigtig god tid i FCK og har mange venner derinde, som jeg stadig snakker med.«

Men du sender vel et signal om, at de ikke skulle have solgt dig?

»Ja, det kan man sige. Men de køber mig sgu ikke tilbage i morgen alligevel, så jeg får ikke så meget ud af at tænke sådan. Jeg er sindssygt glad for at være tilbage i AaB og Aalborg nu, og det er det, jeg koncentrerer mig mest om,« sluttede Kasper Kusk, inden han - på kærlig vis - blev overfaldet bagfra af sine tidligere holdkammerater Michael Lüftner og Jan Gregus.