Erik 'Tryllerik' Rasmussen var en kæmpe succes og favorit, da han var træner i AGF. Lige indtil han ikke var det længere.

Den i dag 58-årige eks-fodboldspiller og fodboldtræner, p.t. uden job i professionel fodbold, endte i 2010 med at blive sparket ud af AGF.

Klubben havde haft et elendigt forår, hvor man havde sat en solid pointhøst i efteråret over styr. Efter 17 af 33 kampe lå AGF nummer seks med 18 point ned til stregen. Alligevel endte klubben med at rykke ned.

Det fik dengang Århus Stiftstidende til at kræve Erik Rasmussen fyret på avisens forside med teksten: 'Fyr ham! Blodbad venter i AGF efter nedrykning. Træneren skal være første mand på skafottet.'

Erik Rasmussen jubler over en Vendsyssel-scoring.
Erik Rasmussen jubler over en Vendsyssel-scoring. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lidt mere end otte år efter har samme Århus Stiftstidende taget en snak med Erik Rasmussen om netop den forside og skriverierne oven på det elendige forår, hvor det blev hentet 11 point i 15 kampe.

»Jeg kunne ikke rigtig hidse mig op over alle skriverierne, for dybest set havde de, der forlangte mig fyret, jo ret. Med den trup og de vilkår, jeg havde til rådighed, burde jeg have gjort det bedre,« fortæller Erik Rasmussen til Århus Stiftstidende, der naturligvis ikke nød at se, at det blev skrevet sådan om ham.

»Men jeg kan huske, at jeg havde forståelse for skriverierne. De fik mig ikke til at gå rundt og være hævngerrig,« siger Erik Rasmussen til Århus Stiftstidende.

Erik Rasmussen underviser i dag på fodboldlinjen på Hald Ege Efterskole. Han har tidligere været træner i Køge, Skælskør, Næstved, FC Midtjylland og Greve foruden AGF. Han seneste job var i Vendsyssel, hvor han stoppede i foråret 2018.