4.608 tilskuere så AGF besejre hjemmeholdet Esbjerg fB på Blue Water Arena 2-1.

Kampen blev afgjort tre minutter inde i dommerens tillægstid, hvor Mustafa Amini scorede sejrsmålet.

1. AGF har krammet på Esbjerg fB
AGF har efterhånden udviklet sig til at være Esbjerg fB's skrækmodstander. I de seneste ni indbyrdes opgør er det endnu ikke lykkedes for vestjyderne at vinde over holdet fra Danmarks næststørste by. Esbjerg fB var ellers bedre spillende i første halvleg. Det lignede en uafgjort kamp, men takket være god moral sikrede AGF sig i dommerens tillægstid sejren, der bringer aarhusianerne op på Superligens tredjeplads.

2. Målscorer var rasende
Mustapha Bundu var alt andet end tilfreds med AGF-træner David Nielsens disposition, da han 10 minutter før pausen blev erstattet af Jakob Ankersen. Da det gik op for ham, at det var ham, der var blevet udset til at blive udskiftet diskede han op med enorme armbevægelser, der signalerede overraskelse, frustation og utilfredshed. Forinden havde han offensivt leveret varen med en scoring. Til gengæld havde han svigtet defensiven, der i store dele af halvlegen var blevet sat under stort pres.

3. Vestjyders defensiv halter
Esbjerg fB har i det igangværende Superliga-grundspil langt fra imponeret defensivt. Kun i en enkelt kamp - i sjette spillerunde mod Lyngby BK - er det lykkedes at forhindre modstanderne i at score. Mod AGF skulle der gå nøjagtig otte minutter og otte sekunder før målmand Jeppe Højbjerg var passeret. Det skete efter et indkast, hvor AGF-angriberen Mustapha Bundu fik mulighed for at score, fordi Esbjerg-forsvarets markeringer endnu engang svigtede.