Fire-fem gange på få sætninger. Ordet 'irriterende' blev brugt flittigt.

Det var en tydeligt skuffet Jeppe Tverskov efter OB's nederlag på 2-0 til AaB fredag aften.

»De scorer jo bare på to dødbolde. Vi var bedre i åbent spil, indtil deres første scoring.«

»Sabbi havde en stor chance lige inden og Kadrii en kæmpe chance lige efter. Vi er da bitre,« sagde midtstopperen til B.T. efter kampen.

Men det er nemt at sige, at man var det bedste hold, når modstanderen vinder 2-0. Det erkender Jeppe Tverskov, der undervejs kunne mærke, at AaB-spillerne var frustrerede.

»Vi kunne høre på dem, at vi havde godt fat i dem. Men det var frustrerende, og vi får desværre ikke sparket vores chancer ind.«

For under en uge siden spillede OB sig tættere på den så ofte omtalte top seks, men nederlaget til AaB må være en forspildt mulighed for at sparke sig helt op i nærheden af nordjyderne.

»AaB har fået en fantastisk start, og med en sejr ville vi have været to point efter. Så ville vi være begyndt at lugte et eller andet og blande os om de sjove pladser.«

OB-cheftræner Andreas Alm fokuserer på sit holds gode perioder i kampen.

»Der var dele af kampen, hvor vi var vældig gode på bolden, vi forsøger at presse, og vi skaber vores chancer centralt med fine kombinationer. Men så misser vi,« sagde den svenske træner.

»Det var godt langt hen ad vejen, men efter deres mål bliver vi mere frustrerede, og derfor bruger vi også mere energi.«

Midt i anden halvleg drev Mads Frøkjær bolden frem og fandt Bashkim Kadrii, der med en førstegangsaflevering sendte den videre i dybden til en fri Emmanuel Sabbi.

Men kantspilleren, der igen viste sin fart og evner i mand-mod-mand-spillet, formåede ikke at prikke den over AaB-keeper Jacob Rinne.

»Det er klart, at Sabbi skal score, når han er alene med Rinne,« fastslår Andreas Alm.

Hjemme i Ådalen skal der trænes effektivitet foran mål.

»Vi har så mange dygtige spillere, men vi skal øge effektiviteten. Det er der ikke så meget at sige om. Det er klart, at vi skal score mål, når vi er alene med keeperen.«

»Selv de bedste i verden har kampe, hvor de ikke scorer mål. Normalt vil Bashkim score to mål på de chancer. Begge tilfælde er perfekte Bashkim Kadrii-situationer,« mener Andreas Alm, der nu kan se frem til at møde topholdet i 1. division Helsingør i en cupkamp på tirsdag.

»Vi vinder, hvis vi spiller som i dag. Vi skal bare score. Det er en ny kamp med nye muligheder.«