Som 19-årig blev han ramt af en blodprop i hjernen på træningsbanen. I dag er Daniel Stenderup fast mand i BIF og et af Auri Skarbalius’ sikreste kort
En avis på et bord en tilfældig dag i marts 2009. Omklædningsrummet med det sædvanlige beskidte gulv, de sædvanlige lugte og den sædvanlige følelse af forventning. Daniel Stenderup var på visit i U-truppens omklædningsrum i Brøndby Stadions kælder. Gensyn med de gamle holdkammerater, grin og ballade. Indtil hans øjne frøs fast på avisen på bordet.Et halvt år forinden var han netop rykket op fra U- til A-truppen. 19 år og under kyndig ledelse af cheftræner Tom Køhlert trænede han med Superliga-holdet, hvor han kæmpede for en startplads. Han gav sig fuldt ud den dag i november 2008, hvor træningen foregik på bane 3 på træningsanlægget. En smule svimmelhed stoppede ham ikke. Lidt mere svimmelhed gjorde heller ikke. Men så faldt han om og blev kørt på hospitalet. Daniel Stenderup var blevet ramt af en blodprop i hjernen.
***
Et halvt år efter i U-truppens omklædningsrum tog han avisen, der lå bordet. Et tema om blodpropper havde fanget hans interesse. Ikke fordi der var problemer efter hændelsen på træningsbanen. Stenderup var blevet opereret, var kommet sig og var tilbage på banen, men i sin insisteren på at komme tilbage efter blodproppen havde han glemt det hele. Fortrængt det i en dyne af fodbold-passion.
- Jeg forsøgte hurtigt at lægge det bag mig, jeg havde helt ærligt ikke skænket det en tanke, for det var vigtigt at komme ud på den samme bane igen og træne. Men den dag i det omklædningsrum slår det mig virkelig for første gang. I avisen står der noget på forsiden om blodpropper i hjernen, og alle symptomerne og hele forløbet var nøjagtig det, jeg havde oplevet. Først da jeg læste det, gik det virkelig op for mig, at jeg kunne have været en grøntsag i dag, siger Daniel Stenderup.
- Så begynder man virkelig at tænke. Fodbold er jo vigtig. Jeg gjorde alt for at komme hurtigt tilbage uden at bearbejde, hvad der skete, men på et tidspunkt kom Tom Køhlert hen til mig. En mand, som er så utroligt dedikeret til fodbold, der har haft så stor betydning for hans liv, sagde noget til mig, som gjorde et stort indtryk på mig: ”Daniel, det er bare fodbold. Det er ikke alt.”
***
Det er hjerne og krop, der smelter sammen, når Daniel Stenderup spiller. Hans største styrke er at forudse modstandernes træk, men samtidig er der den fysiske råhed i at vinde for enhver pris. Den største kamp vandt han mod sygdommen, men han har også fightet hårdt for sin plads i Brøndby. Den kamp har han også vundet efter at være vraget under Kent Nielsen.
Uden den store opmærksomhed og medieinteresse, spillede han alle kampe i efteråret for BIF, og han er i dag som 22-årig et af træner Auris mest sikre kort i BIF-forsvaret.
- Det er fantastisk, for det har jo været mit mål, og det har jeg endelig nået. Det har virkelig været spændende og lærerig især i efteråret, hvor det ikke var så sjovt at være her med de dårlige resultater og trænerfyring. Man kunne virkelig mærke det på humøret herude, siger han og fortsætter:
- Men det gjaldt om at være mental stærk, at kunne se ud over det og blive ved med at arbejde hårdt, mens jeg samtidig forsøgte at beholde min plads.
Det kræver en hel del både fysisk og mentalt at være fast mand, det er konstant hårdt arbejde, og det gælder hele tiden om at være den bedste og at være på toppen, for ellers kommer der en anden og overhaler én. Nu er mit mål at blive en profil, at få et gennembrud, siger han og legemliggør med hele sin fighter- og no nonsense-attitude Auris idealspiller.
I den henseende har Daniel Stenderup aldrig fået noget forærende. Han har aldrig været fast udtaget til U-landsholdene og har aldrig været selvskreven på BIFs hold. Det har givet en jordbundenhed, der flugter med opvæksten i Vanløse samt uddannelsen som maler.
- Jeg er uddannet maler. Min far har et malerfirma, og efter 9. klasse kom jeg i lære hos min far, for det var vigtigt for mig at få en uddannelse. Jeg arbejdede hos ham i de tre år uddannelsen varede, men ellers blev det ikke til mere. Jeg må sige, at jeg nogle gange godt kan savne det lidt: Hele den stemning, der er i et lille firma, og de folk, man var sammen med. Man glædede sig altid til at komme på arbejde, siger han.
***
I dag er han taknemmelig over overhovedet at kunne arbejde. En taknemmelighed, der giver sig udslag i at tage den næste kamp, som var det den sidste; den næste træning, som var det den sidste. Hvilket den novembertræning kunne være blevet. En tanke, der godt kan føre ham tilbage til den dag, og hvordan det skete.
- Hverken jeg eller min familie har nogensinde fejlet noget i den retning. Så det var lidt mærkelig, da jeg på træningsbanen pludselig bliver svimmel, en svimmelhed, der bare fortsætter. Jeg kan slet ikke fokusere, mine øjne kører rundt i cirkler. Jeg får besked på at lægge mig ned, så jeg ikke falder, hvorefter jeg bliver hjulpet ind til omklædningsrummet. På vej dertil siger vores kiropraktor Johannes Breum til mig: Gå ordentligt, løft benene. Jeg kan ikke gå ordentlig på mit venstre ben, jeg slæber det hen ad jorden, men det er ikke noget, jeg selv registrerer.
- Jeg bliver lagt i lægerummet, og der kommer hurtigt en ambulance. Ambulanceføreren står bagved mig og snakker, men jeg kan slet ikke registrere, hvem det er, eller hvad han siger. Jeg skal klemme hans hånd, og jeg prøver og synes, at jeg gør det godt, men der var åbenbart slet ikke noget klem. Så mister jeg følelsen i min venstre arm og venstre ben, og jeg kan ikke snakke længere. Efterfølgende bliver jeg kørt på Bispebjerg Hospital, hvor de i starten tror, at det er et migræneanfald, men de finder hurtigt ud af at det er en blodprop i hjernen.
- Efterfølgende finder de et hul i mit hjerte, et hul mellem de to hjertekamre. Derfra kan der være kommet noget størknet blod, som er blevet ført op i hjernen, mener lægerne, men de ved ikke med 100 procents sikkerhed, hvorfor det skete. Jeg bliver opereret i december, hvor de lukker hullet i hjertet, fortæller han og fortsætter:
- Jeg er virkelig meget nervøs for, at de skal sige til mig, at jeg aldrig må spille fodbold igen. Men det viser sig, at det ikke vil give problemer, jeg skal bare tage det roligt et par måneder, for ved indgrebet gik de ind gennem de store blodårer i lysken, så jeg havde jeg to store sår, der skulle hele, inden jeg kunne spille.
Et halvt år efter har han taget de første skridt mod en plads i startopstillingen hos Brøndby. Det hele er gået hurtigt, han kan ikke mærke noget, han tager blodfortyndende medicin hver dag, og risikoen for tilbagefald er kun én procent. Men en dag læser han avisen i omklædningsrummet, hvilket endelig får ham til at reflektere over betydningen af det, han har oplevet.
- Man sætter mere pris på det, man har. Jeg er glad for, at jeg kan stå op om morgenen, tage ud og træne og gøre det man har mest lyst til i hele verden. Man tænker mere over, hvor heldig man er, at man har sine venner og familie; at sørge for at være der for dem, at leve i nuet. ---- For man tænker over, hvor hurtigt det kan gå. Fra den ene dag til den anden, er det slut