Bliver Nicklas Bendtner en parentes i FC Københavns historie? Eller sætter han et udråbstegn efter sit allerede velkendte navn?

Den 31-årige angriber har tre måneder til at overbevise FC København-manager Ståle Solbakken og klubbens fans om, at han også skal være FCK-spiller efter nytår.

Det kræver gode præstationer på banen, en fornuftig adfærd udenfor og ikke mindst masser af kærlighed fra fansene. Så hvordan står det til med det?

Det kigger B.T. Sport på efter hver af Nicklas Bendtners kampe for FC København. Denne gang er det lokalbraget mod Brøndby IF, der er udgangspunktet:

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Popularitet – 70 procent
Presserummet på Brøndby Stadion sitrede, da startopstillingerne blev offentliggjort. Og det skyldtes kun, at navnet 'Bendtner' figurerede i  FCK's startopstilling.

Han gjorde ikke det store væsen af sig på banen, men Bendtner fik en øredøvende og lettere hadefuld pibekoncert med på vejen fra Brøndby-fansene, da han efter 68 minutter trissede ud af banen. Men den slags trækker faktisk op i vores øjne.

For når man efter en lettere blodfattig indsats stadig kan komme ind under huden på modstander-fansene, så ved man, at man har med en stjerne at gøre!

Og det er Bendtner unægteligt. Og mon ikke han kan forvente pibekoncerter på samtlige udebaner frem til jul?

Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Sportsligt – 60 procent
Så fik han sin start-debut i Superligaen. Og Ståle Solbakken havde selvfølgelig valgt, at det skulle ske i et derby – for Bendtner er vel en mand til de store begivenheder!

På et svagt FCK-mandskab hverken strålede eller faldt han igennem. Og det er jo også en bedrift i sig selv, når man tænker på, at han for ikke så lang tid siden nærmest levede som fodboldpensionist.

Han var uhyre koncentreret i selv de mest simple aktioner – og dermed lavede han også få fejl. Til gengæld kostede det på frækheden og det uventede, og det hele blev bare lidt forudsigeligt,

Og så skal hans holdkammerater lige huske på, at der skal smækkes nogle høje indlæg til bageste stolpe, når Lorden er på banen.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Opførsel – 85 procent
I den bidende kulde i pressens mixed zone stod Bendtner – iført shorts! – tålmodigt og velopdragent og ventede på først at skulle servicere to tv-stationer.

Hvorefter han listede op til den skrevne presse for at lade sig bombardere med spørgsmål om nederlag, kampform og fremtid. Modsat i torsdags, hvor han efter 90 minutters bænketjans i Europa League-opgøret mod Malmö FF luskede hurtigt forbi pressen.

På Brøndby Stadion svarede han ukrukket og samarbejdsvilligt på alle spørgsmål, inden han til sidst blev trukket væk af pressechef Jes Mortensen.

Så i opførsel-kategorien er der topkarakterer til Bendtner denne søndag.