Lyt til artiklen

Der var fint besøg i Parken, da FC København søndag inviterede til Superliga-fodbold. Blandt de knap 15.000 gæster var Nicklas Bendtner. Her sad han sammen med en anden prominent gæst, Frank Arnesen, i selskab med FCK-direktør Anders Hørsholt.

Fra VIP-pladserne kunne Nicklas Bendtner, der senest gjorde sig uheldig bemærket efter en druktur i København med en overfusning af en taxa-chauffør til følge, se en tam FCK-offensiv have mere end svært ved at nedbryde Randers’ forsvar. En Nicklas Bendtner i topform kunne uden tvivl have gavnet. Med angriberens kommende sommerexit fra Arsenal kunne man da også spekulere i, om Bendtner var på besøg til en snak om en kommende FCK-fremtid.

Men det afviste FCK-direktør Anders Hørsholt.

- Det er venner af huset, og siden de nu var i byen, var det kun hyggeligt, at de havde tid til at kigge forbi Parken, sagde han med henvisning til Bendtner og Arnesen.

Er Bendtner en spiller, der er interessant for jer?

- Det ved jeg ikke, om det er. Det taler vi slet ikke om. Han er i byen og er en gammel københavnerdreng, der i alle sine unge dage stod på nedre C. Han ville gerne se noget fodbold. Mere er der ikke i det. Desværre kunne vi ikke give ham en sejr.

Selvom Nicklas Bendtners nuværende hyre i Arsenal med afstand overskrider lønrammerne i FC København, vil der fra den kommende sommer være økonomisk hjælp at hente i det faktum, at han på det tidspunkt har været bosat i England i 10 år. Dermed vil han kunne komme hjem på en forskerordning og dermed opnå store skattefordele.

I efteråret fortalte Nicklas Bendtner, der spillede ungdomsfodbold i KB, at han på sigt gerne vil hjem til den klub, hvorfra skiftet til Arsenal blev taget.

- Jeg kunne måske godt tænke mig at slutte af i FC København og prøve Superligaen til sidst i karrieren, sagde Nicklas Bendtner dengang til Politiken.

Spørgsmålet er så, om den tid allerede nærmer sig.