Steve De Ridder har gang i en fin sæson hjemme i Belgien. Og Zulte Waregem er glade nok for lejeaftalen til at ville købe FCK-angriberen, men ikke glade nok til at ville betale den allerede aftalte pris.

Zulte Waregem og FC København har ifølge BTs oplysninger aftalt en frikøbsklausul i omegnen af 1,2 millioner euro – eller lige i underkanten af ni millioner kroner. Og den pris ville ikke bare betyde, at FC København tjente på et salg af angriberen, man ikke kunne bruge, men den er også for dyr til belgierne.

Derfor pønser Zulte Waregem nu på at tage kontakt til FCK for at finde en ny og meget lavere pris, så Steve De Ridder kan blive i klubben, når lejeaftalen udløber til sommer. Om FC København er villige til at skrue ned for prisen er dog endnu uvist.

»Vi har ikke fået nogen henvendelser udover det, vi aftalte, da vi indgik lejeaftalen. Så vi må vente og se, om de vil indløse købsklausulen eller ej,« siger Ståle Solbakken til BT.

Steve De Ridder er dog næppe en vigtig brik i FC Københavns fremtid, og han har allerede sagt, at han håber at blive i Zulte Waregem. Men det bliver ikke til den aftalte pris.