Mustapha Bundu har i denne sæson taget skridt for skridt i en flot udvikling og er nu blandt Superligaens mest eftertragtede spillere.

Spillet om hans fremtid er forlængst gået i gang med et år tilbage af kontrakten, og for et halvt år siden kunne B.T. afsløre, at AGF i første omgang havde fået afvist et ellers attraktivt udspil om forlængelse.

Det bliver nu bekræftet af spillerens agent, John Sivebæk, over for fansitet morethanaclub.dk, hvor den tidligere danske landsholdsspiller sætter nogle flere ord på, hvad tankerne er bag den beslutning.

»Der er stor interesse for Bundu qua hans præstationer hen over det seneste års tid. Og det er selvfølgelig helt naturligt, for han er en meget dygtig spiller. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der er i tvivl om. Men han er selvfølgelig stadig ung, og han skal stadig lære nogle ting. Men jeg tror, han er klar til at tage næste skridt. Men om det kommer til at ske, det afgør AGF jo et eller andet sted i forhold til prisen på ham. Så det kan jeg ikke sige noget om, for det ved jeg simpelthen ikke,« siger John Sivebæk.

Bundu har været stærk i denne sæson.
Bundu har været stærk i denne sæson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han pointerer, som B.T. også har skrevet, at en forlængelse af opholdet i Aarhus ikke nogen umulighed overhovedet.

John Sivebæk kalder det imidlertid 'for svært' med en ny aftale taget interessen for Mustapha Bundu i betragtning.

I oktober kom det frem i B.T., at MLS-klubben FC Dallas forsøgte sig med et bud på 11 millioner kroner og blev afvist, og ifølge B.T.s oplysninger satser AGF på et salg af Bundu i omegnen af fem millioner euro, cirka 37 millioner kroner.

Det vil i givet fald være rekord for et salg i AGF.

John Sivebæk er i dag rådgiver for blandt andre Bundu.
John Sivebæk er i dag rådgiver for blandt andre Bundu. Foto: OLLY GREENWOOD
Vis mere

I øjeblikket sidder Jens Stage på den førsteplads, da han tog turen fra den jyske hovedstad til FC København for en pris, der kan ende på 25 millioner kroner.

John Sivebæk føler sig ret overbevist om, at Mustapha Bundu hæver loftet, når han en dag smutter.

»Ja, det vil jeg bestemt ikke udelukke. Det tror jeg godt, at han kan (blive det største salg i AGF, red.). Jeg tror ikke, de sælger ham for under 25 millioner. Så skal vi i hvert fald længere hen i processen. Jeg ved godt, at det her corona kan have ændret nogle ting. Både i forhold til dem der vil købe, men også i forhold til hvilken pris AGF skal sælge ham til. Men det ved jeg ikke rigtig noget om endnu,« forklarer agenten.

Bundu, der er kæreste med Flemming Povlsens datter og har ham som mentor, kunne i februar fortælle, at drømmen er at spille i Premier League.