Da de sad side om side i Mainz’ omklædningsrum i sommeren 2017, lå det ikke i kortene, at Viktor Fischer og Kenan Kodro et år senere begge skulle sidde i København. Men det gør de snart, og det skyldes ikke mindst det bånd, som de to nåede at knytte i den korte tid sammen i Tyskland.
For da Ståle Solbakken begyndte at vise interesse for den 24-årige angriber Kenan Kodro, greb han hurtigt telefonen.
»Han er en virkelig, virkelig god fyr. Han er også min ven. Inden jeg kom hertil, talte jeg med ham. Jeg ville vide lidt mere, da interessen blev mere og mere seriøs. Jeg ville vide mere om København også. Jeg talte også med min familie og min far, som selv har spillet fodbold. Jeg ringede til Viktor, og vi talte sammen i 20-25 minutter.«

Hvad sagde han?
»At det er en virkelig god klub. Jeg spurgte til banerne, vi træner på, og til Telia Parken. Han fortalte, at det var virkelig godt, og at det også var gode folk. Det er et hold, der skal vinde ligaen, og jeg tror, det er en god ting for alle spillere,« siger Kenan Kodro.
Navnet er bosnisk, og det er nationaliteten også, selv om sønnen af den tidligere landsholdsspiller Meho Kodro er født og opvokset i Spanien. Det er også der, han finder forklaringen på, at han ikke lykkedes i Mainz og derfor takkede ja til tilbuddet fra FC København.

Hvad gik galt i Mainz?
»Det var første gang, jeg var hjemmefra. Jeg har spillet hele mit liv i Spanien, og jeg har gået i skole i Spanien. Spansk fodbold er anderledes end tysk fodbold, så det var lidt sværere for mig at vænne mig til den type mennesker og den type fodbold. Her kombinerer vi, og vi har bolden meget, og det er godt for mig. Vi har mange kontraangreb, og vi spiller på deres banehalvdel. Det er godt, og angriberne bliver involveret,« siger Kenan Kodro.
Og det gør Kenan Kodro også. Bliver involveret. For han og Dame N’Doye er i starten af sæsonen Ståle Solbakkens bedste - og måske eneste - bud på angribere i FC København.


