Brøndbys 2-0-sejr over FC Nordsjælland markerede enden på superligarunden, og det er dermed igen tid til at kigge nærmere på det, vi kan tage med fra landets bedste række i denne omgang.

Her er tre ting, vi lærte:

1. Brøndby med opblomstring i sidste øjeblik

Med pokalfinalen forude kunne Brøndby ikke have bedt om en bedre generalprøve, end den de fik med den sikre sejr over FCN. Selv om det vist godt kan siges, at den kom i hus på en lettere billig baggrund set i lyset af nordsjællændernes ringe spillemæssige form, kan det stadig bruges. Og gruppen med Martin Retov i front må gå nogenlunde optimistiske ind til kampen fredag mod FC Midtjylland i Parken.

Det virker umiddelbart ikke betryggende, at Brøndby skal håbe på, at Mikael Uhre holder niveau fredag, men det er en af de få veje, holdet kigger, når det leder efter mål, for Kamil Wilczek kæmper virkelig med det i denne tid. Polakken er gået i stå på det værst tænkelige tidspunkt.

Til gengæld ramte Brøndby mod FCN et clean sheet. Måske mere held end forstand, men det kom i hus, og det var tiltrængt. For første gange i 16 kampe formåede de blå-gule at holde modstanderne fra at score, og sådan kan man også nå langt, når nu stjernen i front knokler med at finde sig selv.

Retov var efter kampen mandag aften straks ude og udråbe FC Midtjylland som favoritter i pokalfinalen. Helt klassisk, og selv om forklaringen gik på, at FCM havde leveret fine resultater i denne sæson, køber man den ikke.

Begge hold er helt lige, og forskellen, der eventuelt måtte være, udlignes af kulissen, Brøndbys mange fans uden tvivl skaber i Parken. Det er klart til Martin Retovs mandskabs fordel.

2. Fire år mere med norsk FCK-dirigent

Brøndbys modstander i pokalfinalen, FC Midtjylland, kom også nemt til en sejr i deres generalprøve. Gæsterne fra FC københavn spillede på ingen måde som et mesterhold, og hurtigt var det opgør feset ud i Herning.

Allerede mandag var det glemt, fordi FCK inviterede til pressemøde med spændende sportsligt nyt, som klubben formulerede det i pressemeddelelsen. Det var dog lidt en fuser, for det var blot en forlængelse af Ståle Solbakkens kontrakt. Man skal have været relativt fraværende fra dansk topfodbold, hvis man ikke havde læst sig frem til, at den aftale var på vej.

Det ændrer naturligvis ikke på, at det er en stærk aftale for alle i FC København. Med Ståle Solbakken om bord i to år mere, end den seneste kontrakt lød på, sikrer klubben kontinuiteten og kan kan holde trykket i jagten på næste niveau.

Som Solbakken selv udtrykte det, vil FCK have flere 'european nights'. Den slags aftener med storklubber fra udlandet, som gæster på græsset i Parken, lever nordmanden og klubben for. Det er ikke i Danmark, københavnerne måler sig selv, det er i europæisk fodbold. Og selv om det i stigende grad bliver sværere og sværere, er målet gruppespillet i Champions League på fast basis.

De nye aftale mellem FC København og Ståle Solbakken lyder på fire år, og det er lang tid i fodboldens forunderlige og utilregnelige univers. Alt kan ske i den periode, og hvis Solbakken på et tidspunkt vil ud af kontrakten, kommer han selvfølgelig det.

Men det er en indikation af, han ikke planlægger med et snarligt eventyr, og når familien rykker fra Norge til den danske hovedstad, er det som udgangspunkt, fordi den regner med at bygge base i Danmark i mange år frem.

Under præsentationen af sin forlængelse kom Ståle Solbakken også ind på det hold af assistenter og personer, der hjælper med at drive FCK fremad. De spiller en væsentlig rolle, og det var helt på sin plads med ros. Alligevel er det netop det område, FC København kan have en udfordring i klubbens næste ryk.

For hvem er det, der udfordrer Ståle Solbakken i det daglige? Jeg tror ikke, det er teknisk direktør Johan Lange, administrationschef Daniel Rommedahl, Team Manager Per Wind, Football Operations Manager Mikal Antonsson eller assistenttrænerne Bård Wiggen og Jacob Neestrup.

Bestemt yderst kompetente folk, men har de modet og personligheden til at sætte spørgsmålstegn ved Solbakkens måde at gøre tingene på? Jeg tvivler.

Brian Priske forsøgte i sin tid i FCK at ændre på områder, han mente, klubben med fordel kunne udvikle sig på. Den mission havde Priske ikke succes med, og han er som bekendt nu tilbage i FC Midtjylland.

Alle, også Ståle Solbakken, bliver bedre af, at blive udfordret på sine principper og tanker. Det er værd at huske på, når holdet bag holdet skal sættes og udvikles de kommende fire år.

3. Farvel til to AaB-legender

Ikke mere spilletid i Superligaen for Rasmus Würtz og Kasper Risgård. De to midtbanespillere takkede med nordjydernes nederlag til AGF af for AaB, og en lang og flot karriere er nu ovre.

Det er to kulturbærerer, der stopper i AaB, og de vil blive savnet. Ikke i forhold til spillet på banen, hvor nye talentfulde folk på vej, men deres erfaring er svær at erstatte. Og selv om det efterhånden i moderne fodbold nærmest kun handler om ungdom og talent, så er der stadig værdi i have prøvet en masse på egen krop.

Vi taler ofte om kulturbærere, og to af dem forsvinder i AaB. Dermed er der efterhånden få af den slags tilbage i Superligaen generelt. Jakob Poulsen i FCM, Marc Pedersen i Sønderjyske, Johnny Thomsen og Nicolai Poulsen (som nu skifter til AGF) i Randers FC og Jonas Brix-Damborg i Hobro er blandt denne type, men de er en uddøende race. Desværre.