Brøndby missede chancen for endegyldigt at sikre sig en plads i top-6 søndag, da kampen mod FC Nordsjælland blev 2-2.

De blå-gule var ellers foran ad to omgange i opgøret, der som alle andre i denne runde blev spillet uden tilskuere.

Bedst var FC Nordsjælland, mens Brøndby viste sig hamrende kyniske.

Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste samt tre ting, vi lærte:

Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland

Det var ikke den kommende Sampdoria-spillers mest iøjnefaldende præstation, men nøj, hvor er han vigtig.

Først sparkede han smukt bolden i mål på frispark, hvorefter han lagde op til FC Nordsjællands andet mål. Den målgivende aflevering var ikke i sig selv fantastisk, men i sidste ende er Damsgaard involveret i sit holds to scoringer.

Karakter: 8

Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland

Søndag var det langt sjovere at hedde Damsgaard end Rygaard i Farum.

Junioren Damsgaard var med længder bedre end senioren Rygaard, der var direkte skyld i Brøndbys andet mål, da han sparkede en hovedløs aflevering midt op i banen. Den havnede i fødderne på en Brøndby-spiller, og sekunder efter var udeholdet foran 2-1. Et no-go, og det står på side ét i fodboldbogen.

Karakter: 3

FC Nordsjælland 4-3-3

Nicolai Larsen 7
Mads Døhr Thychosen 6
Kian Hansen 6
Abdul Mumin 4
Ulrik Yttergård Jenssen 4
Mikkel Rygaard 3
Magnus Kofod Andersen 6
Mikkel Damsgaard 8
Isaac Atanga (ud 72.) 6
Mohammed Kudus 7
Clinton Antwi (ud. 55.) 5
Snit: 5,6
---
Kamal Deen Sulemana (ind: 55.) 6
Ibrahim Sadiq (ind: 72.) UB

Brøndby IF 3-5-2

Marvin Schwäbe 5
Hjörtur Hermannsson 7
Andreas Maxsø 5
Anthony Jung 3
Jens Martin Gammelby 5
Anis Ben Slimane 7
Josip Radosevic 6
Lasse Vigen Christensen (ud. 80.) 6
Kevin Mensah 5
Simon Hedlund (ud. 88.) 6
Samuel Mraz (ud. 72.) 6
Snit: 5,5
---
Jesper Lindstrøm (ind: 72.) UB
Simon Tibbling (ind: 80.) UB
Mikael Uhre (ind: 88.) UB

Slimane, gal og genial

Anis Ben Slimane gik fra en håbløs teknisk detalje til Laudrup-lignende finter på under et minut. Først slog Brøndbys midtbanespiller et helt håbløst indlæg efter en halv times spil, der røg ud til indkast. Men han gik fra gal til genial på rundt regnet 30 sekunder, da han flabet og overlegent afdriblede to FC Nordsjælland i en telefonboks kort efter.

Tandløse tribuner giver spillerne kant

Det er, som om et tomt fodboldstadion får en fodboldkamp til at virke mere kedelig. Lyden fra lægterne giver opgøret dynamik, men det sørgede coronafaren for at feje af vejen. Til gengæld er der konstant råb og skrigen fra spillerne på banen: Aggressioner, frustrationer, glæde og reprimander, man pludselig kan høre. Det giver spillerne kant og gør dem menneskelige.

Nytår og kvindelige forbilleder i Farum

Søndagens kamp var ikke kun speciel på grund af de døde og lydløse tribuner. Tavsheden blev udnyttet af spasmagere uden for stadion, som affyrede raketter af i starten af anden halvleg. Derudover var FC Nordsjællands spillertrøjer prydet med navne på spillernes kvindelige forbilleder i anledning af kvindernes internationale kampdag. Caroline Wozniacki, Greta Thunberg og Nina Simone var blandt de udvalgte.