Superligaen er slut, og det er tid til at evaluere. Denne gang på de værste indkøb i denne sæson.

Selv om der har været pletskud, er der også blevet brugt forkerte penge i de forskellige Superliga-klubber. Nogle af pengene kan nås at hente hjem igen, mens andre bare må vurderes at være spildt.

B.T. kårer her de værste indkøb i denne sæson, og det gælder sommerens transfervindue i 2018 samt januarvinduet i 2019.

Sæsonens 10 værste transfers

Foto: Henning Bagger
Vis mere

10. Sivert Heltne Nilsen fra Brann til Horsens

En profil på førerholdet i Norge på daværende tidspunkt og Horsens’ helt store indkøb i sommer. Sivert Heltne Nilsen har bare ikke levet helt op til sit for Horsens store prisskilt på lidt over to millioner kroner.

Den 27-årige nordmand har fået fint med spilletid, men han vil ikke være blandt de første fem, man peger på, hvis man skal fortælle om Horsens’ bedste spillere.

Det er ikke godt nok.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

9. Mathias Hebo fra Lyngby til Vejle

Den 23-årige midtbanespiller havde haft en fremragende halvsæson i Lyngby med blandt andet seks mål i 19 kampe. Det gav et fortjent skifte til Superligaen, men her har Mathias Hebo kun fået to kampe for Vejle.

Talentet er til mere, og hvis Vejle skærer nogle af de overskydende fra ved nedrykningen, vil Hebo da utvivlsomt også blive en vigtig spiller i oprykningskampen.

Men indtil videre har skiftet ikke været godt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

8. Rafael van der Vaart fra FC Midtjylland til Esbjerg

Hvis Esbjerg havde regnet med at få en fodboldmæssig succes i van der Vaart, havde vestjyderne ikke gjort hjemmearbejdet helt til topkarakter.

Den dengang 35-årige hollænder var sendt helt ud på et sidespor i FC Midtjylland, men han fik en sidste chance i Esbjerg. Og i sine 58 minutter for Esbjerg fik han da også vist, at mens han stadig har teknik som en Tesla, minder han mere om en Ellert i sin topfart.

Det blev også kun til tre måneder, før van der Vaart stoppede karrieren og startede til dart.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

7. Mads Roerslev fra FC København til Vendsyssel

Det var meningen, at den unge back skulle til Vendsyssel for at få noget spilletid og erfaring, som kunne gøre ham til en brugbar reserve for Guillermo Varela i FC København.

Men Roerslev har kun fået 223 minutter på banen, og nu vender han hjem til København med en konkurrent mere i Karlo Bartolec.

Det er absolut ikke gået efter planen for hverken Mads Roerslev eller FCK, og nu er spørgsmålet, om han skal på et lejeophold mere.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

6. Nikolai Laursen fra PSV til Brøndby

Der var en fornemmelse af noget helt rigtigt, da Nikolai Laursen vendte hjem til Brøndby på en lejeaftale fra PSV. Den driblestærke offensivspiller har hjerte for klubben og var ung.

Det skulle have været så godt. Men glimtene af ekstraordinære kvaliteter blev færre og færre, og mod slutningen af sæsonen forsvandt Laursen ud i næsten ingenting.

Brøndby gør ikke lejeaftalen permanent, og Laursen står et markant dårligere sted i sin karriere nu end før sæsonen i Brøndby.

Foto: KURT DESPLENTER
Vis mere

5. Ryan Mmaee fra Standard Liege til AGF

AGF manglede en angriber. Det var sidste dag i transfervinduet, og måske skete det i panik, men det blev i hvert fald aldrig et godt bekendtskab med belgieren i Aarhus.

Kun fire gange fandt David Nielsen plads til Mmaee i sin startopstilling, og fem gange kunne han få lov at blive skiftet ind. Men han har fået så lidt spilletid, at selv ikke Thomas Helmig ville kunne kende ham, hvis han stødte ind i ham ved Åen.

Heldigvis for AGF var det kun en lejeaftale med Standard Liege.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

4. Ante Erceg fra Shabab Al Ahli til Brøndby

Kroaten havde vist sine kvaliteter mod Brøndby. Han var en markant skikkelse for Hajduk Split i Europa League-kvalen mod klubben fra Vestegnen i sommeren 2017.

Et år senere ankom han så selv til Brøndby, men han har mest af alt excelleret i at stå offside.

Fire mål har han scoret, men det tog bare ikke lang tid, før Erceg gled ned i angrebshierarkiet i Brøndby, og spørgsmålet er, om han allerede efter et år kan være fortid i klubben til sommer.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Kasper Junker fra AGF til Horsens

Der må være større forventninger til Horsens dyreste indkøb end tre mål i 22 kampe. Når en klub som Horsens smider 4,5 mio. kroner for en spiller, skal han gerne gå ind og gøre en synlig forskel, men i langt de fleste kampe for Bo Henriksens tropper har Junker været mere eller mindre anonym.

Han lignede ellers et perfekt match med sin energi og vilje, der passede perfekt ind på et Bo Henriksen-hold.

Det skal Junker finde frem, hvis ikke han skal ende i en endelig kategori som fejlkøb.

2. Robert Mudrazija fra NK Osijek til FC København

Ståle Solbakken har selv sagt det. Det er slet ikke gået efter planen med Robert Mudrazija, som kostede omkring 20 millioner kroner.

Skader har gjort, at han ikke har trænet ordentligt med, og i de 51 minutters Superliga-fodbold, som Mudrazija har fået, har han mest af alt lignet en mand med vand i sine gummistøvler.

Mudrazija kan stadig nå at blive en københavnsk succes med sine bare 22 år, men indtil videre er han nødt til at lande i toppen af denne kedelige liste.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

1. Kenan Kodro fra Mainz til FC København

Et halvt år fik Kenan Kodro, og så var det allerede slut i FC København.

Den spanskfødte bosnier var udset som afløser for Federico Santander, men han var usynlig i opspillet og ufarlig i feltet. Så da Athletic Bilbao kom med en hurtig udvej for FCK, der kunne slippe uden store økonomiske mén, slog manager Ståle Solbakken til.

Det ændrer dog ikke på, at Kenan Kodro må anses som et af de helt store fejlkøb i denne sæson. Og det er vurderet på hans sportslige bidrag.