Den egenproducerede back Svenn Crone er snart færdig i Brøndby.

B.T. kan afsløre, at han er så godt som solgt til Silkeborg, hvor klubben fra Vestegnen kuriøst nok har hentet en forstærkning til Svenn Crones foretrukne plads som højre back i Jens Martin Gammelby.

Endvidere har Brøndby også sikret sig en anden alsidig back i Björn Kopplin.

Alle de store linjer i aftalen er på plads, og kun små detaljer mangler, før Svenn Crone er klar hos nedrykkerne fra Superligaen på en treårig kontrakt.

Svenn Crone er snart fortid i Brøndby. Vis mere

Handlen kommer til at indbringe Brøndby omkring en million kroner.

Dermed siger Brøndby farvel til en af de spillere, der ellers har været stor tiltro til fra ungdomssektoren. I oktober skrev 23-årige Svenn Crone under på en kontrakt frem til sommeren 2020, og den aftale var symbolet på, at Brøndby havde store forventninger til backen, for forlængelsen var den anden på lige godt et år. Da papirerne var underskrevet, fik han da også de her rosende ord med på vejen af sportsdirektør Troels Bech:

»Svenn har i den seneste kontraktperiode udviklet sig til at være en stamspiller for Brøndby IF. Og vi er rigtig stolte over at have en af vores egne fra Brøndby Masterclass frem til i hvert fald 2020,« lød det for otte måneder siden, mens Svenn Crone stadig fik godt med spilletid på Alexander Zornigers Superliga-mandskab.

Svenn Crone er en af Brøndbys egne drenge og har været i klubben siden 2010. Vis mere

For som forårssæsonen begyndte og sluttede, var der langt til fast spilletid i Superligaen. En hel kamp og 45 minutter blev facit, og det var langt fra de 11 optrædener, han fik i efteråret, hvor Svenn Crone var at foretrække på venstreback-position. Den plads har Anthony Jung, der endnu ikke er tilknyttet Brøndby på en ny kontrakt, siddet tungt på siden.

Nu kommer Svenn Crone så til et sted, hvor han har udsigt til spilletid på favoritpladsen højre back, som anfører i Brøndby Johan Larsson i de forgange sæsoner har haft førsteret til.

Svenn Crone har siden 2010 været i Brøndby, og han blev i 2014 som anfører for klubbens U19-mandskab rykket permanent op i førsteholdstruppen. Her er det blevet til 62 kampe og et enkelt mål.