En intern superligahandel af de helt store og jordrystende kan være på vej mellem to af landets største klubber.

AGF vil gå langt for at holde på fanfavoritten og kulturbæreren Jens Stage. Men nu gør Ståle Solbakken og FC København, hvad de kan for at teste aarhusianerne.

Solbakken jagter en midtbanespiller til at dække hullet efter William Kvist og skadede Robert Mudrazija. Nu har han kastet sin kærlighed på AGF- og superligaprofilen Jens Stage.

Ifølge B.T.'s oplysninger udmøntede den kærlighed sig i går tirsdag til et bud af en størrelse, som AGF var nødt til at tage alvorligt. Et bud tættere på de 15 millioner, end de 10 millioner kroner. Deroppe, hvor AGF's transferrekord var røget sig en tur ved et 'ja' fra ledelsen på Fredensvang.

Jens Stage er den midtbanespiller, som FC København har udset sig. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018)
Jens Stage er den midtbanespiller, som FC København har udset sig. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men svaret blev et andet, end det Solbakken ønskede at høre. AGF takkede i første omgang nej til buddet fra de danske mestre.

Derfor er Jens Stage, der de seneste par år har forvandlet sig til en kultfigur i Aarhus og omegn, stadig AGF-spiller. Men det kan ændre sig, hvis Ståle Solbakken får sin vilje.

Ifølge B.T.'s oplysninger kan endnu et bud derfor være lige på trapperne fra København til Aarhus.

FCK har mere at skyde med i det transferbudget, der indtil nu kun er blevet smidt efter højrebacken Karlo Bartolec og den transferfrie målmand Sten Michael Grytebust. FC København ser en stor stjerne i U21-landsholdsspilleren Stage, som kan blive den boks-til-boks-spiller, som Ståle Solbakken har ledt efter, siden Thomas Delaney tog til Tyskland.

Jens Stage er netop kommet hjem fra U21-EM i Italien,. Nu kan han være på vej fra Aarhus til København.
Jens Stage er netop kommet hjem fra U21-EM i Italien,. Nu kan han være på vej fra Aarhus til København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

På den anden side af Kattegat sidder en AGF-bestyrelse, der ikke er meget for at sælge klubbens vigtigste symbol og spiller. Derfor er det endt i en transfer-tovtrækning mellem to af landets største klubber. Endda en af dem, hvor der er mange følelser på spil.

Tidligere på måneden bød også den belgiske klub Zulte Waregem på Jens Stage, men de er ude af spillet, nu hvor Danmarks største klub og pengepung har meldt sig på banen.

FCK's interesse kom pludseligt for AGF. Nu kan et salg eller en endelig afvisning ske lige så hurtigt.

B.T. har været i kontakt med Ståle Solbakken, men han har ingen kommentarer til historien. AGF's sportschef, Peter 'PC' Christiansen, der er Solbakkens tidligere holdkammerat i FC København, har ikke svaret på B.T'.s henvendelse.